.....ja, nu skriver jeg igen. Og det gør jeg fordi jeg sidder med et glas vin, der i den grad fornøjer mig. Vinen er en gave fra en kollega, og har ligget i kælderen nogle år. Ikke forbigået, ikke glemt, men blot "ikke valgt endnu". Men i aften faldt hænderne på den, da der skulle vælges en flaske til aftensmåltidet. Vinen er fra Poderi Luigi Einaudi i Piemonte, og jovist, det ER den Luigi, der var Italiens præsident fra 1948-1955. Vinen hedder Langhe Rosso D.O.C "Luigi Einaudi" 1997, og er et blend af cabernet, merlot, barbera og nebbiolo.
Og den er fandeme god! God, når jeg vælger blot at være vindrikker, fordi hver eneste slurk smager fremragende, og giver mig lyst til at nedsvælge mere, og gerne i store slurke. Og god, når jeg vælger at være vinnørd, fordi den uden besvær lægger både næse og mund til dybdegående analyse af aromatisk kompleksitet og sensorisk oplevelse. Der passerer en del vin forbi smagsløgene i løbet af et år, og derfor bliver jeg altid ekstra opmærksom når jeg møder en vin, der i den grad betager mig, som tilfældet er med denne.
Et par ord om vinen? Så skidt da! Indtagende kompleks næse, med kølig mynte fra cab og læder og tobak fra nebbiolo. Moden, men stadig med masser af tæt frugt. Munden er spændstig og viril og i super balance, uden generende alderspræg. Her er subtil sødme, mundrensende syre og et insisterende bid fra silkebløde tanniner. Læg dertil en solid mængde "pleaseability" og drikkeglæde, så bliver det svært at bevare det dårlige humør.
Men jeg kan afslutningsvis ikke lade være at have en lille smule ondt af de stakler, der i skrivende stund sidder i Møgeltønder og spytter i Caïx 1999. Undskyld, Henri og tillykke til Jokke og Marie...................
Ingen kommentarer:
Send en kommentar