Jeg har aldrig forstået hvid bordeaux. Altså, det vil sige jeg kan sagtens forholde mig til unge sprøde Entre-Deux-Mers, der har sauvignon blancs aromatiske hyldeblomstnæse og stålfaste syre i behold, men det der med at store hvide modne bordeauxer skulle være noget særligt er en indsigt, jeg ikke har været bibragt. Indtil nu.
Sidste dyre hvide bordeaux jeg smagte, for 3-4 år siden, var den tørre "Y", der laves af Chateau Yquem, så det turde nok anslå en vis kvalitet, selvom den smagte årgang 2002 ikke er blandt de allerstørste. Men det var en skuffelse, ingen primær frugt, en småflad næse og røg lige i glemmebogen. Det gjorde den anden flaske, af de to jeg havde købt også, men i går faldt øjnene på den og i et anfald af overmod tænkte jeg, at den måske kunne ledsage et udvalg af oste.
Og det kunne den. Det var intet mindre end en vinøs åbenbaring at stikke næse og sætte tænder i den nu 7 år gamle vin. Smuk moden næse af kaprifolie, fersken, smør og vanille i ødsel dosering og en mund der ganske vist kunne have tålt et fastere syrebid, men kompenserede i form af fløjlsblød behagesyg elegance. En fremragende vin, der godt kan beskrives som "en tør Yquem" og som var en glimrende ledsager til ostene, hvoraf jeg er nødt til at give Thieses "Vesterhavsost" adskillige rosende ord med på vejen også. Tak for den, og tak til "Y" for at reducere denne skribents ønologiske skyklapper væsentligt. Nu skal der handles og gemmes store hvide bordeauxer...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar