søndag den 19. september 2010

Retro øl

Kvalitetsøl og mikrobryg er gårsdagens nyt, ølrevolutionen er gammel. Men til trods for snart et årti med en eksplosiv udvikling i øl-kvalitet og -kvantitet er de gamle danske guldøl stadig at finde på markedet. Har de en eksistensberettigelse?
Kork&Godt satte sig for at undersøge sagen.

Da jeg voksede op fandtes der Hof(for unge læsere, Carlsberg Pilsner), Grøn Tuborg og så "guldøllene". Guldøl er stærkøl, der dengang adskilte sig fra de almindelige pilsnere ved at være udstyret med en gylden halsmanchet af foldet guldfolie. "En af dem med gashåndtag" som tykmavede onkler med rødmossede ansigter og bodega-muskel sagde, når de bestilte en. Og når de skulle være gemytlig-fortrolige med familiens pubertære dreng sagde de om f.eks. elefantøllen: "Den er sgu brygget på kondomer og boksehandsker, knægt. Enten får du brug for det ene...eller også for det andet".[Indsæt selv skoggerlatter med cerutlugt].
Men altså, guldøl. Mandfolkenes øl, alkoholikernes øl, svenskernes øl og dengang ikke så mange andres. Selv husker jeg dem som alt for stærke med tydeligt alkoholpræg i en grad, der ikke var behagelig. Men efter en årrække med nye danske mikrobryg, triple IPA'er og klosterøl findes de altså endnu, så hvad er det egentligt, de kan? Er de ronkedorer, eller er de med i kampen om den kvalitetsbevidste øldrikkers gunst?

Guldøl er vel nærmest at betegne som en dansk specialitet. Der er tale om primært lyse undergærede stærkøl med en alkoholprocent på 6-10. Hvor stærke øl fra andre lande ofte er overgærede, og dermed tilføjes kompleksitet i næse og smag, brygges de danske klassiske stærkøl på den effektive, men relativt smagsneutrale undergær, der til gengæld er noget mere effektiv, når det gælder om at omsætte sukker til akohol og CO2. Summa summarum: Relativt smagslette, men alkoholpotente øl, med variende grad af sødme og humlebitterhed.

Og hvodan smager de så i dag, hvor referencerammen er udvidet betragteligt? Her følger smagsnoter på en håndfuld klassikere

"Guld Tuborg", 5,8%, fra 1895.
"Den gyldne dame" er med sine 115 år på bagen også den gamle dame, og testens ældste deltager. Der er frisk maltnæse, samt den umiskendelige, let urare duft af de forenedes undergær. Munden er fyldig, med perlende kulsyre og en let humlebitterhed. Det er ikke en øl, der gør nogetsomhelst for mig, men da hellere den, end en kønsløs standardpilsner






Tuborg "Fine Festival", 7,5%, fra 1955.

FF'eren blev lavet som eksportøl i anledning af Dronning Elisabeth d.II's kroning. Den er udover bygmalt og humle brygget på glukosesirup, hvilket plejer at være udeukkende for at få alkoholstyrken op. Skænket i et mellemstort vinglas, lugter den først ret dårligt, umiddelbart efter ikke af særligt meget. Der er noget mere tyngde i munden end på Guld Tuborg, og den har et mere markant og bittert humlebid. Men langtfra god. 






Ceres Bering bryg(Havskum) 5,5%, fra 1959
Jeg har drukket en del af dem her, gemt i hækken nær klubben, fordi Sørens far bestyrede et Ceres-depot. Øllet er lanceret i anledning af Ceres 100-års jubilæum, og smager med bryggeriets egen ord ligesom en "støvle". Velkommen til Jylland, 'nuff said. Den lugter fælt kunstigt, kardemomme- og citronagtig og smager rædselsfuldt. Rædselsfuldt. Brygget af bygmalt, majs, glucosesirup, sukker, citronsyre, farvestof, humle og aroma. Føj!





Carlsberg Elephant, 7,2%, fra 1959 
"Carlsberg brygger også en øl til de tunge drenge" lød et af fortidens slogans, med billeder af bl.a LO-formand Thomas Nielsen med en elefant. I hånden på denne smager bidrager elefanten med snabel af lys malt, en kornagtig friskhed og en spøjs staldagtig tone, næsten som brettanomyces i en vin. Elefantbur? Munden er den bedste på de smagte øl indtil videre, her er der acceptabel balance mellem alkohol, sødme og bitterhed(Saaz-humle?) og en næsten cremet mouthfeel. Øllen når dog ikke at hæve sig mange grader over køleskabstemperatur før den er styg.




Harboe Bjørnebryg, 7,7%, fra 1974
Isbjørnen skummer flot i glasset og har en ren brødagtig næse. Munden er skarpere og friskere end de øvrige i testen, og øllen er bedre end jeg husker den fra 80'erne. Alkoholen bider lidt til sidst, men ikke så slemt som erindret.
Smag er der dog påfaldende lidt af.






Carlsberg "Sort Guld" 5,8%, fra 1978
Denne øl startede sin karriere som eksport-øllen Carlsberg 25, vis lille flaske var så fint designet at den endte på MoMa i NY. I 78 blev den så lanceret til danskerne som Sort Guld.
VI er i "Guldøl Light"-genren her, men der bydes på næse af brøddej og halm, let mund i fin balance, og astringerende bitterhed i finalen. Ok alternativ til Carlsberg pilsner. Uskadelig.




Wiibroe Årgangsøl. 10,6%, fra 1989
Wiibroe ejes i dag af Carlsberg, men da denne øl blev lanceret var det med den markedsføringsmæssige gimmick at procenten fulgte årstallet. I 2000 stoppede festen dog og øllen havnede så på sine voldsomme 10,6. Det er en virkeligt dårlig øl, og det bedste ved den er formentlig årets motiv af Thomas Eje. Alt sagt.






Carlsberg Master Brew, 10,5%, fra 1996
Master Brew var en af kandidaterne til Carlsbergs ølvalg i 1996, hvor et antal forskellige øl blev præsenteret på markedet til afstemning blandt køberne. Den bayerske øl "Carls Special" løb vistnok med sejren, men Master Brew fik altså lov at blive alligevel. Det er en heftig, flot skummende sag med en overraskende subtil, let sødlig næse. Munden er ret sød men nogenlunde holdt i skak af bitterhed og (naturligvis) de mange procenter. Egentligt en lidt grotesk størrelse, men efter devisen "skaldetværesåla'detvære" fungerer den vel.




Alle øllene i testen er smagt lige ud af køleskabet, hvor de var drikkelige. Gensmagt ved 10-12 grader var samtlige øl virkeligt dårlige og påfaldende ens. Og konklusionen er klar. Oldschool danske "luksusøl" hører hjemme i samme kategori som rød Gevalia og trestjernet salami. Industrialiserede gennemsnitsprodukter, der henvender sig til den store smagsligeglade del af
befolkningen. Nogle af øllene var bestemt drikkelige ved 4-5 grader, men ingen hævede sig over det ligegyldige. Tilstedeværelsen af glukosesirup er et advarselstegn, og de øl, der indeholdt dette var også de ringeste i testen.

Guldøllenes berettigelse er anekdotisk, og som seriøs ølnyder behøver du ikke spilde tid eller gane på dem.

6 kommentarer:

Tobiwan sagde ...

Jamen så er vi da fri for det arbejde! Tak for gjort - og godt gjort - arbejde... - vel egentlig ikke fordi resultatet er synderligt overraskende, men spørgsmålet er jo relevant både at stille og besvare!

VinKreutzer.dk sagde ...

"Oldschool danske "luksusøl" hører hjemme i samme kategori som rød Gevalia og trestjernet salami."
Fantastisk sammenligning. Personligt bliver jeg nok aldrig ølkender, men herlig læsning. Endnu engang kan man undre sig over hvad de danske forbrugere indtager af skidt og kanel, med fornemmelsen af luksus.

Rimkogeren sagde ...

Fruen læste din anmeldelse af Bones for mig - Fy for katten....
Jeg, en gammel pensioneret overlærer, hygger mig med at lave vittigheder om til vers.
Her er et eksempel:

"Tjener, denne menu er det rene kulinariske mord.
Hundeæde er slet og ret det rette ord!"
"Hundeæde, Deres fornærmelse må jeg finde mig i, desværre.
for jeg kan fortælle Dem, vi bruger kun den bedste Whiskas, min herre!"

Går du ind på min blog, kan du under etikketen mad og drikke finde flere, som måske kan have din interesse.

Anders sagde ...

Super indlæg!

Jeg kan orientere dig om, at dit blogfeed er tilføjet venstremenuen på http://Gastromand.dk

Anders sagde ...

Hej Anders

Kan jeg evt. få dig til at kontakte mig på kontakt(@)gastromand.dk? :)

palmqvist2000 sagde ...

Det sprøjt Carlsberg laver i vore dage har absolut intet at gøre med den gode gamle Hof, og at påstå at den nuværende Carlsberg Pilsner "probably" er verdens bedste pilsner er helt ude i hampen! Jeg mindes med gru st de for mange år siden forsøgte at relancere Hof'en ved hjælp af noget elendigt sprøjt fra deres bryggeri i Singapore!