Lad det være indrømmet. Jeg holder meget af pinot noir vine i almindelighed og af bourgogne i særdeleshed. Ikke at disse vine tegner sig for en speciel stor andel af mit samlede forbrug, konkurrencen med alle verdens andre dejlige vine er jo hård, men alligevel er der noget særligt ved bourgogne. Måske er det fordi det er så svært at blive ”belønnet” ? Som bourgogne-drikker er man gæst i en kompleks jungle af klassifikationer, marker, negocianter og producenter, hvilket gør det virkeligt svært at vide hvad man får i glasset, hvis ikke man har smagt det før.
Forleden inviterede Sopexa og B.I.V.B pressen og danske sommelierer til smagning af 125 vine fra Bourgogne, en kærkommen lejlighed til at tage temperaturen på tingenes tilstand, samt tilføje data til den indre smagedatabase.
Jeg ankom til smagningen med et par velvoksne fordomme på plads, bl.a med den antagelse at billig bourgogne ( < 200 kr. ) aldrig er værd at drikke, men hvis man kaster en 2-300 kroner efter en flaske, rammer man som regel noget fornuftigt..
Men mine forventninger blev i den grad gjort til skamme. Af de 81 smagte rødvine var ca. 30 i prisklassen 90-200 kr. Her var der adskillige fine vine i mellem, og mere end halvdelen af dem var i denne smagers mund så rigeligt pengene værd. F.eks. Domaine Bonnardots Côte de Nuits Villages 2005, som til sølle 100 kroner bød på både lilje-næse, en fløjlsblød mund og en pleasende ”tagenslurkmere” karakter. Fantastisk. Ligeså den generiske bourgogne 2004 fra Catherine et Claude Marechal. Den havde oldschool kål-næse og generelt et modent præg, men var saftig og tæt og ganske lækker. Til 95 kroner, hvaba?
Således positivt overrasket gik jeg efterfølgende i gang med resten af vinene, ca. 50 stykker i prisklassen 200-950 kr. og så var der pludseligt længere mellem snapsene. Vinene blev selvfølgeligt bedre, men ikke i en grad, der retfærdiggjorde prisforskellen. Og nogle var decideret slemme, heriblandt en Nuits-Saint-Georges 2005 fra Maison Charles Thomas, om hvilken der i mine smagsnoter blot står ”Føj”.
Men selvfølgelig var der også højdepunkter. Altid stabile Bernard Moreys Chassagne Montrachet 2005 (250,- kr.) var en skøn, omend stadig noget ung, og tæt helstøbt vin som meget gerne må ramme danske vinhandleres hylder snart. Og en flaske Vosne-Romanee 2005 fra A.F Gros røg lige i hjertekulen med sin spændende feminine næse og lækre bløde mund.
Men kun 14 vine gjorde sig fortjent til prædikatet ”bestået” i en pris/kvalitets-vurdering, og det er måske lige i underkanten for vine i denne prisklasse.
Måske er det også en del af charmen for os bourgogne-masochister, at vi ikke ved om vi er købt eller solgt, når vi køber vin. Og et lettelsens suk, når vores forventninger til en flaske vin til flere hundrede krone opfyldes, får både vinen til at smage bedre, samt fortrænger den sidste dårlige oplevelse vi havde. Men særligt forbruger venligt bliver det aldrig. Skal bourgogne kun være for kendere?
Forleden inviterede Sopexa og B.I.V.B pressen og danske sommelierer til smagning af 125 vine fra Bourgogne, en kærkommen lejlighed til at tage temperaturen på tingenes tilstand, samt tilføje data til den indre smagedatabase.
Jeg ankom til smagningen med et par velvoksne fordomme på plads, bl.a med den antagelse at billig bourgogne ( < 200 kr. ) aldrig er værd at drikke, men hvis man kaster en 2-300 kroner efter en flaske, rammer man som regel noget fornuftigt..
Men mine forventninger blev i den grad gjort til skamme. Af de 81 smagte rødvine var ca. 30 i prisklassen 90-200 kr. Her var der adskillige fine vine i mellem, og mere end halvdelen af dem var i denne smagers mund så rigeligt pengene værd. F.eks. Domaine Bonnardots Côte de Nuits Villages 2005, som til sølle 100 kroner bød på både lilje-næse, en fløjlsblød mund og en pleasende ”tagenslurkmere” karakter. Fantastisk. Ligeså den generiske bourgogne 2004 fra Catherine et Claude Marechal. Den havde oldschool kål-næse og generelt et modent præg, men var saftig og tæt og ganske lækker. Til 95 kroner, hvaba?
Således positivt overrasket gik jeg efterfølgende i gang med resten af vinene, ca. 50 stykker i prisklassen 200-950 kr. og så var der pludseligt længere mellem snapsene. Vinene blev selvfølgeligt bedre, men ikke i en grad, der retfærdiggjorde prisforskellen. Og nogle var decideret slemme, heriblandt en Nuits-Saint-Georges 2005 fra Maison Charles Thomas, om hvilken der i mine smagsnoter blot står ”Føj”.
Men selvfølgelig var der også højdepunkter. Altid stabile Bernard Moreys Chassagne Montrachet 2005 (250,- kr.) var en skøn, omend stadig noget ung, og tæt helstøbt vin som meget gerne må ramme danske vinhandleres hylder snart. Og en flaske Vosne-Romanee 2005 fra A.F Gros røg lige i hjertekulen med sin spændende feminine næse og lækre bløde mund.
Men kun 14 vine gjorde sig fortjent til prædikatet ”bestået” i en pris/kvalitets-vurdering, og det er måske lige i underkanten for vine i denne prisklasse.
Måske er det også en del af charmen for os bourgogne-masochister, at vi ikke ved om vi er købt eller solgt, når vi køber vin. Og et lettelsens suk, når vores forventninger til en flaske vin til flere hundrede krone opfyldes, får både vinen til at smage bedre, samt fortrænger den sidste dårlige oplevelse vi havde. Men særligt forbruger venligt bliver det aldrig. Skal bourgogne kun være for kendere?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar