tirsdag den 19. november 2013

Åhhh Tuborg Tuborg Tuborg.......

Denne blog har tidligere revset Tuborg for den tilsyneladende uendelige strøm af mislykkede quasi-øl, der strømmer ud fra det tidligere hæderkronede brand's tappehaner, og nu har et nyt misfoster sandelig set dagens lys. Jeg overvejede først om den lille ny skulle tildeles et Røvhul, men det synes jeg alligevel var for fin en mærkning til ULTRA Grøn, som er navnet på fætteren.





Men hvad er det så Tuborg har gang i her? Tjaah med egne ord er "Tuborg ULTRA grøn en kraftfuld øl med en mild smag. Ingen bitterhed, ingen sure miner – bare mere af alt det, der gør livet lidt grønnere. Styrke: 6,5 % alkohol." Og her må man jo rose Tuborg for ærligheden. " Det smager ikke af øl, vi har stort set ikke brugt humle og du har alligevel kun brug for sprutten". Se, det er markedsføring, der er til at forstå. "Hej bebumsede Breezerdrikkende, bimler-beruset-rundt-i-byen-i-en-provinsbrandert-agtige type, vi er lidt bekymrede for øls markedsandel på både kort og langt sigt, så kunne du ikke allerede nu forlade alkopops og slå dig løs med bajere? Vi ser dig gerne på vores hold, når du som 55-årig desillusioneret fraskilt taxichauffør i Rødovre skal skylle livets genvordigheder ned og voksne med breezere er bare så no-no og vi skal nok sørge for at det ikke smager af en skid indtil du kan klare en FF'er".
Eller hvad de nu tænker. Ihvertfald blev resultatet en lille grøn dåse(kæk til grillfesten) med en øl brygget på vand, bygmalt, glukosesirup, sukker, naturlig humle aroma og humle. Suk.
Nå, men vi skriver jo 2013, og det kan jo være man NU kan koge suppe på en sten og så peppe den lidt op, så din yndlingsblogger har smagt på varerne:

Næse: Dufter mildt af korn iblandet en besynderlig syntetisk æbleduft, lidt som de første frugtshampoos i 80'erne og associerer mere til et sommerknald i en bygmark end til øl hvilket der forsåvidt ikke er noget direkte i vejen med.

Mund: Grotesk sød(man aner det slagsmål hvor marketingstype vandt over bryggerfag), utroligt vandet, mere retronasal æble-oplevelse og dernæst mild halsbrand.
Jeg har næsten ikke ord, der beskriver hvor dårlig denne øl er. Jeg er mildest talt forbløffet over at den nogensinde har fået lov til at forlade tegnebrættet og jeg er glad for at jeg først er faldet over den nu. 
Om den får lov at pryde Tuborgs gravsten er tvivlsomt, men ovenpå fiaskoerne med Tuborg Twister, Hvid og Blå Tuborg, T-beer og Tuborg Lime virker denne øl som Tuborgs pendant til det fænomen at en nylig afdød krop tømmer blære og tarm. Den sidste ølprut. 
Tak for kendskabet, Tuborg. Du gjorde noget for musikken.

1 kommentar:

Nanna sagde ...

Oooooh, en syndigt syredryppende pen - herligt :-)