Mere kaffe?

Der er ny kaffe i byen. Og den er god.

Da jeg begyndte at riste min egen kaffe for over 10 år siden var det næsten ikke til opdrive en grøn kaffebønne i kongeriget endsige frekventere et mikroristeri. Men i 2013 kan glade afficionados vælge mellem et utal af webshops, enhver større by har et risteri og kaffe har virkeligt fået fokus. Også på restauranterne, hvor selv et fantastisk måltid før i tiden kunne afsluttes med en meget middelmådig kaffe. Nu har de fleste bedre spisesteder oppet sig, endda i en grad hvor det indimellem tipper over så gæsterne bliver budt på ligelovligtyndgrumset kaffe serveret af laboratorieudstyr. Men hellere det end GevaliaMerrildBKI-rædslerne, der kun leverer brutal bitterhed og koffein.

Nu har et nyt risteri, "Øristeriet" set dagens lys. Navnet refererer ikke til en placering i strandkantsDanmark, men formentligt til det faktum at al kaffen er økologisk. Porteføljen er kaffer i prislejet 120-200+ kroner og målgruppen dermed de mere kvalitetsbevidste kaffedrikkere.

Korkoggodt har smagt sig igennem et bredt udsnit af udvalget med et par søvnløse nætter og let summende tilstand til følge, men alt for dig, kære læser.

Kaffen kommer i kraftige folieposer med envejsventil, der tillader de naturlige gasser fra nyristet kaffe at slippe ud, uden at ilt kan slippe ind og dermed forringe smag og holdbarhed. Sådan skal det være. Desuden er poserne mærket med den temperatur kaffen er ristet til, samt en holdbarhedsdato, der ligger sådan cirka et år ude i fremtiden. Jeg tror at de færreste kaffedrikkere har gavn af at kende temperaturen, men for os hjemmeristere kan det måske være interessant. Holdbarhedsdatoen er formentlig reel nok i forhold til sundhedsfare, men jeg kunne aldrig finde på at drikke kaffe ristet for et år siden, og jeg synes også, at et kvalitetsbevidst risteri som Øristeriet burde agitere for friskristet kaffe, og istedet(eller ihvertfald også) sætte en ristedato på. Så kan forbrugerne også selv vurdere, hvornår de synes kaffen begynder at tabe i smag i forhold til hvor gammel den er, og dermed justere deres indkøb eller forbrug efter det.

Og nu til kafferne, her følger vurdering af tre enkeltkaffer og to espressoblends.

Guatemala Finca Ceylan Y Anexos – shadegrown: 

Denne kaffe fra Guatemala er et smukt eksempel på den kvalitet landet kan levere. Fin næse af  frisk halm, mælkechokolade og nødder. Relativt kraftig mund og en blid bitterhed i finalen. Der en dybde i kaffen, som vi hjemmeristere kun sjældent får frem og en god ”kaffe-rigtig” eftersmag. Glimrende allround-kaffe, som ikke bør brygges for kraftigt eller trække for længe. Jeg brugte mit standardmål, 55g/liter, 96 grader varmt vand og trækketid 4 minutter. Det var passende og bør i hvert fald ikke overskrides. 

Sidamo Suke Quto Gr.1, Operation Cherry Red, FT, Single Origin: 

Sidamo kommer fra Ethiopen, vis kaffer ofte er meget aromatiske og florale, grænsende til det te-agtige. Det er også tilfældet med denne kaffe, produceret af producentforeningen Suke Quoto. Næsen dufter af nødder og sort te med et lille floralt pift, munden er i fin balance med blid syre og kun et meget nænsomt bittert bid. Det er sjældent at kaffe ligefrem er læskende, men det er denne fremragende kaffe. Den er i den dyre ende, men der er fuld valuta for din mokkakroner.

Colombia Bucaramanga: 

Byen Bucaramanga, der har givet navn til denne kaffe, ligger i hjertet af det bjergrige kaffedistrikt i det nordøstlige Colombia, ikke langt fra grænsen til Venezuela. Og det er givetvis en kaffe, der vil appellere til mange. Den dufter ”rigtigt af kaffe” med sine ristede, lidt tørre chokoladenoter. Munden har markant, men behagelig bitterhed og lever sikkert dermed fint op til almendanskerens forventninger til en kop kaffe. Men den rammer altså også kaffehjertet hos en mere nørdet afficionado som mig. Det er en rigtigt fin kop.

Espresso Unica:

Fin næse af mørk chokolade og tørret frugt.  Flot crema. Munden er først silkeblød inden et relativt heftigt syrebid sætter ind. Til trods for den lyse ristning er der dog en afsluttende bitterhed, som ikke rigtigt komplimenterer kaffen. Jeg mistænker, at man måske har forlænget ristetiden for at kompensere for den lave temperatur og dermed har fremprovokeret de bitre noter, men det er kun et gæt. Det skæmmer lidt indtrykket af en ellers fin espresso, der langt overgår alt hvad der står illy og Lavazza på.

Espresso A2:

Skøn blomster- og chokonæse, virkelig indbydende duft. Munden har en fin syre/sødme balance men igen afsluttet med en lidt for markant og skarp bitterhed. Jeg kan bedre lide denne espresso end den forrige, det er dejligt at se florale kaffer som yirgacheffe og sidamo få lov at spille hovedrolle, men det ville klæde begge blends at slippe af med den forstyrrende bitterhed.

Der er modighedspoint til Øristeriet for at lave lysristet espresso. Især fordi mange forbinder espresso med en lille kop meget stærk og grotesk bitter kaffe, hvilket er helt ufortjent. Når espressoen er bedst er den nærmest det modsatte; en drik med udtalt egensødme, ingen bitterhed og en smag der er det tætteste man kommer på duften af nymalet kaffe. Bitterhed i kaffe kommer som regel af for mørk ristning eller for lang trækketid, hvorimod lys ristning og kort trækketid giver mere syrerig kaffe. Derfor undrer det mig også at begge disse lysristede espressoblends var bitre. Jeg mistænkte også mit eget udstyr hvor rester af gammel kaffe og fastbrændte olier kan give en ubehagelig bitter bismag, men mit eget blend som jeg brugte umiddelbart inden testen havde ikke denne bitterhed og en ekstra rengøring af både kaffekværn og espressomaskine gjorde ingen forskel.

Der er dog ingen tvivl om at det er glimrende kaffer, der kommer fra det nye risteri, så læg bare vejen forbi når du skal tanke kaffebønner næste gang. Øristeriet er hermed budt velkommen i Kaffeland.