Jeg har ikke prøvet Madeleine i København, men de rosende ord har været mange, og mine forventninger var i top. Madeleines Madteater har modtaget adskillige fremragende anmeldelser på hjemmebanen, og nu skulle talenterne prøves af til "Glad Mat" festival i Stavanger, tilfældigvis samtidig med at jeg befandt mig der. Endelig. Men min affære med Madeleine endte desværre noget uforløst på denne ellers smukke sommeraften i Stavanger.
Det startede ellers rigtigt fint. En færgetur fra havnekajen i Stavanger, fyldt med madboder og mennesker, bragte os til "Tou Scene", et nedlagt bryggeri, nu teater, der denne aften skulle lægge lokaler til opfindsom dansk teater kulinarik.
Her indtog vi et udmærket glas champagne i det fri, inden vi gik i gang med..
1. akt: Fed oplevelse. Vi blev alle udstyret med en lille pose med serviet, bestik og lidt vand, hvorefter vi blev ført rundt til forskellige lokaler, der hver bød på en sjov og god oplevelse. Vi startede f.eks. med at få udleveret frosne, salte og pebermynteduftende klude, som vi kunne køle vores sommerhede ansigter med. Skægt, og effektfuldt. Vi skulle også gå med parapy i regnvejr, slikke pap(!) og drikke vin, indtage salat lige ud af urtebedet, og snuppe fyldte plastbægre direkt
e fra fabriksbåndet.......
Kreativiteten var stor, de smagsmæssige oplevelser rigtigt fine, som f.eks den pocherede æggeblomme med purløgsolie, løgring og et røget element der smagte fuldstændigt som "Sol over Gudhjem". Altsammen gode, originale påfund, der helt som håbet, kombinerede mad og teater på en underfundig og underholdende måde. Og tre glas udmærket vin undervejs. Eneste distraktionselement var den underliggende musik, komponeret og udført af lokale kunstnere, der bl.a. spillede på tørret fisk.
Efter ca. en time var der pause. Rygerne fik mulighed for at pleje deres last, og vi andre kunne tage et kig rundt i resten af den meget rustikke, men charmerende café. Bizart nok havde man valgt at lave en lille pausebar, hvilket der forsåvidt ikke er noget i vejen med, men det ødelagde lidt af den finkulturelle gastronomistemning at se folk indtage cola, prutpils og papvin af møgglas midt i denne ellers indtil nu fine oplevelse. Kunne vi ikke have betalt en 50'er mere, og så nydt et ordentligt glas vin istedet?
2. akt. Efter lidt over en halv time, blev vi ført til bords igen, denne gang i et stort lokale med et gigantisk ellipseformet bord, som vi alle skulle sidde omkring. Og det var der knap nok plads til. Vi var 80 gæster, der kæmpede om albuepladsen, og det generede altså en del. Jeg har lange arme, og valgte at sidde et stykke fra bordet, indtil jeg konstaterede at der skulle kunne passere folk bag mig, og så måtte jeg møve mig ind til bordet. I sig selv ingen stor ulykke, men dog et irritationsmoment. Havde man solgt ti færre pladser havde vi siddet fint. Og måske undgået at to i mit selskab på fire fik kødsaft ned af ryggen, da tjenerne senere under de noget trange forhold bar fade fra bordet.
Nu skulle vi have hovedret. Skåle, fade og pander, alle med forskelligt indhold blev båret ind, og sat rundt omkring på bordet. Vi fik at vide, at ligesom til en familiefest, måtte vi sørge for at sende de ting rundt til andre, vi kunne se de ikke havde. Og der var masser af gode sager. Lammekølle og ditto krone, salat med rødbede og nybælgede ærter, lune pandekartofler med ribs og estragon, artiskokker med smør og salt, blomkål, lun fennikel i skåle med brødlåg og godt brød. Desværre var folk mere interesserede i at sørge for, at de selv fik, end at distribuere tingene videre, og det var svært at få overblik over, om vi mon havde smagt det hele.
Men endnu værre var det, at køkkenkontrollen havde svigtet. Den lammekølle, der havnede hos mig( og som hyggeligt nok skulle trancheres ved bordet) var så rå, at stort set ingen spiste af den. Det var synd, for kødet var af fin kvalitet, og lam må meget gerne være rødt, men ikke så råt, som tilfældet var her. Artiskokkerne var heller ikke færdigtilberedt, så de flotte blade var seje, istedet for møre og bløde. Og ingen af delene er altså i orden i en menu der koster 1450 kroner. Den ledsagende rødvin smagte grønt, umodent og stilket, og levede heller ikke op til forventningerne fra 1. akt.
Mens vi spiste, blev vi underholdt af tre dansere, der optrådte gennem et hvidt klæde, der var spændt ud over midten af bordet. De var rigtigt dygtige, men integrationen af mad og teater, der havde været rigtigt fin i 1. akt var slået fejl her, og det var lidt svært at gennemskue dansedugens rolle midt i kampen for at få blomkål og aioli på tube.
Måltidet afsluttede med en sjov dessert gimmick. Foran os blev placeret en tallerken, dækket med sort plast, hvorunder der tydeligvis gemte sig noget. Og bedst, som vi ventede på at få lov til at kigge ind, blev der hældt en creme og et drys ovenpå plasten, sammen med en ske med is. Morsomt og velsmagende og med en overraskende smag af knoldselleri.
Mens vi spiste, blev plasten skåret, så vi efterfølgende kunne komme til resten af tallerkenen. Her havde en lille oppustet ballon holdt plasten hævet over et stykke kage, der udgjorde resten af desserten. Fin og overrumplende idé, der dog blev noget ødelagt af, at flere balloner havde tabt pusten, så det der gemte sig under plasten var et fladt og smattet stykke kage. Ikke særligt delikat, og det burde have været opdaget, inden tallerknerne kom på bordet. Øv. Den ledsagende dessertvin fra Loire var rigtigt fin, og jeg kunne sagtens have drukket et glas mere.
Kære Madeleine
Intentionerne var fine, og hittepåsomheden intakt, men jeg synes ikke rigtigt du klarede rejsen til Stavanger. Niveauforskellen mellem første og anden halvdel, de deciderede køkkenfejl og lidt for mange solgte pladser efterlod ihvertfald mig uforløst og noget skuffet, da aftenen var forbi. Og det er sgu en ærgerlig fornemmelse at sidde tilbage med, når man nu ved du performer så godt på hjemmebane. Men jeg tror altså ikke, vi er færdige med hinanden. Jeg ved du kan mere end du viste mig i Stavanger, så jeg håber jeg må komme på besøg igen en anden gang........
Det startede ellers rigtigt fint. En færgetur fra havnekajen i Stavanger, fyldt med madboder og mennesker, bragte os til "Tou Scene", et nedlagt bryggeri, nu teater, der denne aften skulle lægge lokaler til opfindsom dansk teater kulinarik.
Her indtog vi et udmærket glas champagne i det fri, inden vi gik i gang med..
1. akt: Fed oplevelse. Vi blev alle udstyret med en lille pose med serviet, bestik og lidt vand, hvorefter vi blev ført rundt til forskellige lokaler, der hver bød på en sjov og god oplevelse. Vi startede f.eks. med at få udleveret frosne, salte og pebermynteduftende klude, som vi kunne køle vores sommerhede ansigter med. Skægt, og effektfuldt. Vi skulle også gå med parapy i regnvejr, slikke pap(!) og drikke vin, indtage salat lige ud af urtebedet, og snuppe fyldte plastbægre direkt
e fra fabriksbåndet.......Kreativiteten var stor, de smagsmæssige oplevelser rigtigt fine, som f.eks den pocherede æggeblomme med purløgsolie, løgring og et røget element der smagte fuldstændigt som "Sol over Gudhjem". Altsammen gode, originale påfund, der helt som håbet, kombinerede mad og teater på en underfundig og underholdende måde. Og tre glas udmærket vin undervejs. Eneste distraktionselement var den underliggende musik, komponeret og udført af lokale kunstnere, der bl.a. spillede på tørret fisk.
Efter ca. en time var der pause. Rygerne fik mulighed for at pleje deres last, og vi andre kunne tage et kig rundt i resten af den meget rustikke, men charmerende café. Bizart nok havde man valgt at lave en lille pausebar, hvilket der forsåvidt ikke er noget i vejen med, men det ødelagde lidt af den finkulturelle gastronomistemning at se folk indtage cola, prutpils og papvin af møgglas midt i denne ellers indtil nu fine oplevelse. Kunne vi ikke have betalt en 50'er mere, og så nydt et ordentligt glas vin istedet?
2. akt. Efter lidt over en halv time, blev vi ført til bords igen, denne gang i et stort lokale med et gigantisk ellipseformet bord, som vi alle skulle sidde omkring. Og det var der knap nok plads til. Vi var 80 gæster, der kæmpede om albuepladsen, og det generede altså en del. Jeg har lange arme, og valgte at sidde et stykke fra bordet, indtil jeg konstaterede at der skulle kunne passere folk bag mig, og så måtte jeg møve mig ind til bordet. I sig selv ingen stor ulykke, men dog et irritationsmoment. Havde man solgt ti færre pladser havde vi siddet fint. Og måske undgået at to i mit selskab på fire fik kødsaft ned af ryggen, da tjenerne senere under de noget trange forhold bar fade fra bordet.
Nu skulle vi have hovedret. Skåle, fade og pander, alle med forskelligt indhold blev båret ind, og sat rundt omkring på bordet. Vi fik at vide, at ligesom til en familiefest, måtte vi sørge for at sende de ting rundt til andre, vi kunne se de ikke havde. Og der var masser af gode sager. Lammekølle og ditto krone, salat med rødbede og nybælgede ærter, lune pandekartofler med ribs og estragon, artiskokker med smør og salt, blomkål, lun fennikel i skåle med brødlåg og godt brød. Desværre var folk mere interesserede i at sørge for, at de selv fik, end at distribuere tingene videre, og det var svært at få overblik over, om vi mon havde smagt det hele.
Men endnu værre var det, at køkkenkontrollen havde svigtet. Den lammekølle, der havnede hos mig( og som hyggeligt nok skulle trancheres ved bordet) var så rå, at stort set ingen spiste af den. Det var synd, for kødet var af fin kvalitet, og lam må meget gerne være rødt, men ikke så råt, som tilfældet var her. Artiskokkerne var heller ikke færdigtilberedt, så de flotte blade var seje, istedet for møre og bløde. Og ingen af delene er altså i orden i en menu der koster 1450 kroner. Den ledsagende rødvin smagte grønt, umodent og stilket, og levede heller ikke op til forventningerne fra 1. akt.
Mens vi spiste, blev vi underholdt af tre dansere, der optrådte gennem et hvidt klæde, der var spændt ud over midten af bordet. De var rigtigt dygtige, men integrationen af mad og teater, der havde været rigtigt fin i 1. akt var slået fejl her, og det var lidt svært at gennemskue dansedugens rolle midt i kampen for at få blomkål og aioli på tube.
Måltidet afsluttede med en sjov dessert gimmick. Foran os blev placeret en tallerken, dækket med sort plast, hvorunder der tydeligvis gemte sig noget. Og bedst, som vi ventede på at få lov til at kigge ind, blev der hældt en creme og et drys ovenpå plasten, sammen med en ske med is. Morsomt og velsmagende og med en overraskende smag af knoldselleri.
Mens vi spiste, blev plasten skåret, så vi efterfølgende kunne komme til resten af tallerkenen. Her havde en lille oppustet ballon holdt plasten hævet over et stykke kage, der udgjorde resten af desserten. Fin og overrumplende idé, der dog blev noget ødelagt af, at flere balloner havde tabt pusten, så det der gemte sig under plasten var et fladt og smattet stykke kage. Ikke særligt delikat, og det burde have været opdaget, inden tallerknerne kom på bordet. Øv. Den ledsagende dessertvin fra Loire var rigtigt fin, og jeg kunne sagtens have drukket et glas mere.
Kære Madeleine
Intentionerne var fine, og hittepåsomheden intakt, men jeg synes ikke rigtigt du klarede rejsen til Stavanger. Niveauforskellen mellem første og anden halvdel, de deciderede køkkenfejl og lidt for mange solgte pladser efterlod ihvertfald mig uforløst og noget skuffet, da aftenen var forbi. Og det er sgu en ærgerlig fornemmelse at sidde tilbage med, når man nu ved du performer så godt på hjemmebane. Men jeg tror altså ikke, vi er færdige med hinanden. Jeg ved du kan mere end du viste mig i Stavanger, så jeg håber jeg må komme på besøg igen en anden gang........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar