søndag den 30. december 2012

Nytårsmenu 2012


Østers 
dild, æble, snaps

Friske østers pyntes med brunoise af sure æbler, dryppes med dildolie og dildsnaps.

Raumland V. Triumvirat Grande Cuvée Brut 2005

*

Hummer
miso, mayo, sesam, yuzu

Levende hummer flækkes på langs og grilles over hård varme. Dyppes i creme af mayonnaise rørt med brun miso, sesamolie og yuzu. Spises med fingrene.


Anne Gros Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits Cuvée Marine 2010

*

Torsk
smør, kejserhat, urter, røg

Filet af torsk i sylteglas med smør og kejserhat, bagt i ovn. Tilsættes urter og røg, hviler 5 minutter. Spises ud af glasset.

Henri Boillot Bourgogne 2010

*

Svinebryst
hoisin, rødkål, honning

Firkant af langtidsstegt sprødt svinebryst med sticky sauce af hoisin, honning, løg og piment. Fintstrimlet lynsyltet rødkål og koriander.

Lyeth Pinot Noir 2010

*

Citrontærte

Klassisk mørdejstærte med citronfyld. Drysses med rørsukker og brændes med gasbrænder inden servering.

Marquis de Seynac Montbazillac 2002


*


Godt nytår!


fredag den 14. december 2012

Dansk vins fremtid?

Indrømmet, jeg er en anelse ude af trit med prisudviklingen på dansk vin, og indrømmet, vinen i mit glas lige nu er ikke verdens største vin. Men den er alligevel god nok til at inspirere til denne artikel, og alene det fortjener et par rosende ord.
Denne vin fik mig fundere over, hvad fremtiden er for dansk vin. For er tiden ikke løbet fra snerpende danske rødvine i 300,- kroners klassen? Er nyhedens interesse ikke kølnet tilstrækkeligt til at  vi ikke længere er ligeglade med om kvalitet og pris er i fornuftig balance, som i dansk vins pionérdage, hvor det var lidt sjovt at smide en dansk vin på bordet eller ind som blinder i en vinsmagning? Uanset prisen? Ihvertfald gælder ovennævnte mig. Der skal ikke ikke herske tvivl om, at der bliver produceret glimrende dansk vin nu. Anders Selmers vine fra Lilleø er rigtigt fine, men de er altså også i et prisleje hvor der er temmelig meget andet godt fra mere etablerede vinregioner. Og jeg har da også fået drikkelige danske røde, og anstændige bobler. Bare ikke til prisen.
Men forleden, da jeg på en hektisk hverdag susede gennem en netto-butik, faldt jeg over en vin fra Falster. Nærmere betegnet "Galsgaard Vin - Regionalvin - Zalas Perle 2010" til beskedne 59,- kroner.
Den røg uden tøven i den gule kurv og i skrivende stund er den altså nået i glasset, og du får hermed så godt som i realtime del i mine betragtninger. Først til udstyret. Flaske med skruelåg(+plus) og etiket i fesen økogårdbutikspapirbrun med alt for mange skrifttyper og stregtegning af drueklaser som var det en  billig græsk restaurants menukort (-minus). Bagsideetiket med lidt for lille font, stavefejl og det formentligt for almenvældet relativt ukendte udtryk "svæv i vinen" placeret nogenlunde midt i en kluntet tekst.(-minus) Men hey, hvem har sagt at danske vinbønder også skal være design-guruer eller linqvistiske genier? Og den naive rustikke charme eller det modsatte skal jo ikke stå i vejen for indtrykket af vinen.

Næsen først lidt svovlet, men åbner efter lidt tid op med duften af knækket hyldegren i en frisk og ikke skræmmende næse. Jeg har haft emhætten i væsentligt værre konfirmationsvine i ballonglas, hvor man skulle tage mod til sig for at tage et sip. Det er ikke tilfældet her. Munden er domineret af et heftigt syreangreb som sikkert vil forskrække nogle, men et standhaftigt syrehaps i vin er altså ikke at foragte, og løfter vinens muligheder for at agere i kulinarisk sammenhæng. Her i et sådant omfang at vinen nok bør ledsage noget mad. Jeg tænkte straks "ferskvandsfisk" fx aborre, gedde eller sandart, vis ofte lidt fade smag kræver syre i vinen. Men har du været i Vadehavet og fylde dine waders med de ret salte østers kunne du godt overveje at skylle de første stykker ned med den her, når du kommer i land. Munden gemmer hverken på burgundisk dybde eller Loire-kompleksitet, men er frisk og spændstig og uden mislyde af nogen art. Og jeg er da nået til andet glas, mens disse ord tog form.
Altså, kort fortalt. Det her er en fin oplevelse med dansk vin. Og jeg kan virkeligt godt lide tanken om at dansk produceret vin er noget man falder over i sit lokale supermarked, som ikke koster en formue, som har kulinarisk anvendelighed og drinkability. Det er altså lidt sjovere end at have været hele hovedstaden rundt for at opstøve en flaske dyr dansk vin, der når du drikker den får dig til at tænke at du nok alligevel skulle have spenderet budgettet på den dér kultcuvée fra Languedoc din vinkendernabo bliver ved med at prale af, men aldrig vil lade dig smage("For særligt udvalgte, nabo, for sææærligt udvalgte. Der er vi to sgu ikke endnu" brummer han skraldgrinende mens han forsøger at kigge din kone i udskæringen). Eller den surprise-champagne til din udkårne på en tirsdag, der kortvarigt ville få hende til at anerkende dig som den verdensmand du føler dig som, og som sørme også kaster lidt romantik af sig. På en tirsdag. Fordi ungerne er på lejrtur og badminton aflyst. Og så til farsbrød, Karsten, din lurendrejer.
Nå, men tilbage på sporet inden der går haiku i det hele. "Galsgaard - Zalas perle" kunne sagtens repræsentere en interessant vej frem for dansk vin, så prøv den hvis du falder over den. "Den er sur" vil svigermor udbryde, men så stik hende den Ananas-Breezer der blev efterladt da mødregruppen mødtes hos jer uden børn, og som ingen af jer rigtigt vil indrømme at I godt kunne tænke jer at drikke. På en tirsdag. Og nup så selv et ekstra stort glas af Perlen fra sydhavsøerne og glæd dig over at dansk vin nu måske bliver mainstream, the obese way....

søndag den 28. oktober 2012

Ej blog til lyst - og lidt om kaffe

Jeg ved det, jeg ved det....der er ikke sket meget på bloggen her det forgange års tid, og så kan man heller ikke forvente at have loyale læsere tilbage, men skal vi ikke bare blive enige om, at I kan kigge forbi hvis I gider, og jeg kan skrive i tilsvarende omfang? Jeg vil jo gerne...når jeg har lyst.
Nok om det, inden du læser videre skal du lige læne dig tilbage og sige højt "Tillykke Anders, nej hvor er flot". Gør det nu. 
Jeg er nemlig blevet kåret til Årets Skandinaviske Hjemmekok 2012. Finalen blev afholdt under madfestivalen Matstreif i Oslo i september måned. Her mødte jeg den bedste svenske og den bedste norske amatørkok i en kokkekonkurrence on stage under festivalen. Vi skulle på 60 minutter lave en hovedret med gris og en dessert med æble til 4 personer, der skulle serveres for to dommere og to fra publikum. Og det blev altså heldige mig, der løb af med sejren. I Norge og Sverige er der årlige konkurrencer i at være bedste hjemmekok, men vi har ikke en tilsvarende konkurrence i Danmark. Jeg var derfor udvalgt på baggrund af en indsendt opskrift, og dermed med som lidt af et wildcard. Både dommere, deltagere og arrangørere var meget hyggelige mennesker og vi afsluttede alle dagen med et 25 retters menu på Restaurant Ylajali, en fantastisk oplevelse og bestemt en anbefaling værd.
Bedst af alt er dog førstepræmien i konkurrencen, nemlig tre dage i køkkenet på Noma, som jeg glæder mig meget til at afvikle, det bliver med garanti en storslået oplevelse.



Nå men back to blogbusiness. Jeg har fået tilsendt 4 prøvepakker kaffe fra CoffeebeansOnline, en kaffewebshop med base i Herning. Sitet har et bredt udvalg af kaffebønner og tilbehør og i bedste 90'er stil endda et stort udvalgt af kaffebønner med tilsat smag, fx "Chocolate Orange Mint". De tilsendte kaffer var dog rene kaffer, der var to "enkeltkaffer" fra en serie der hedder "Reserve Collection" samt to espressoblends.
Kafferne ankom behørigt emballeret i en lille papkasse, og var pakket i 150 grams ventilposer. Dette er som udgangspunkt glimrende, hvis kaffen er friskristet. Nyristet kaffe afgiver nemlig gasser de første  par døgn og ventilposer tillader disse gasser at slippe ud, uden at atmosfærisk luft trænger ind. Men, hvis bønnerne allerede er afgassede når de pakkes i disse poser vil de altså påvirkes af den luft der kommer med i posen og så er vakuumpakning at foretrække. På poserne er opgivet en "produktionsdato" og en holdbarhedsdato. Nu er jeg jo noget af en kaffe-purist-nørd-moderatfanatiker, og rister normalt min kaffe selv, så den altid er frisk. Og hvis "produktionsdatoen" på poserne er ristedatoen, så er det rigtigt dejligt(og så kunne der ligesågodt stå det). Men hvis "produktionsdatoen" er den dato, hvor en medarbejder i Herning har omhældt kaffen fra store jutesække og på mindre poser, klar til forsendelse, så er datoen i bedste fald ligegyldig og i værste fald misvisende. Holdbarheden er angivet til et år, men om et år kan du altså ligeså godt drikke Rød Gevalia. Eller Nes. Så smager kaffen nemlig ikke af noget alligevel.

Nu til selve kafferne.

Guatemala Finca Bourbon:
Denne kaffe er mellemristet og bør heller ikke ristes mørkere, så forsvinder dens fine nuancer. Den færdigtbryggede kaffe(stempel) havde en fin og indbydende mild nøddeagtig kaffeduft. Og leverede en glimrende kop kaffe. God krop, fine næsten te-agtige noter, meget let syrlighed og blottet for ubehagelige bitre nuancer. Dejlig fyldig kop kaffe, og oplagt "after dinner" kandidat.

Kenya Peaberry:
Kenyakaffen var en anelse lysere ristet, en lys "city roast", en ristning som klæder Kenyakaffer og tillader deres aromatiske jordagtige nuance at komme til sin ret. Denne kaffe var ganske typisk i sit udtryk, let og elegant med en fin syrlighed, jord og en lille røget tone. Men den var altså også en smule træt og i min kaffemund var den altså på nippet til at være for gammel. Ikke som i udrikkelig. Ikke som i "ingen vil kunne lide den". Mange, mindre anale mennesker end jeg vil sikkert synes den er fin. Men som i alt for træt til at koste over 200,-/kg. Til den pris var det her desværre ikke godt nok.

Italian Roast Espresso:
En klassisk mørkristet espresso, blandet af kaffer fra Indien, Guatemala og Etiopien. Den første espresso kom  pjasket, bleg og uden crema ud af maskinen, og det tog lidt tid at justere kværn og dosering, inden jeg fik lavet en rigtig espresso. Det er IKKE kaffens skyld, men understreger blot at baristahåndværket er svært, der er mange variable og man skal kende "årsag og virkning"  når man vil lave ordentlig espresso. Og at alle jer med Kruppsmaskiner og formalet Illykaffe på dåse er doomed og ligesågodt kan drikke Nespresso. Så er det sagt, bliv ikke fornærmede, men sådan er det. 
Men altså, det er old-school italiensk stil, det her, espressoen fik fin crema med rødligt skær og smagte udmærket. En anelse unuanceret og "brændt" som ren espresso måske, men glimrende som fundament for mælkebaserede ting, cappuccino, latte etc. 

Six bean espresso:
Det her er meget mere min kop te, hvis man kan sige det. Jeg fik i første hug en smuk gylden espresso med masser af crema. Som espressonnørd ved man det bliver godt, når espressoen skal "settle" som en Guinness, inden man kan drikke den. Lækker intens espresso med noter af nødder, marcipan og røg, og kaffen virkede superfrisk. Som entusiastisk hjemmerister er jeg selvfølgelig varm fortaler for at riste sin kaffe selv, men jeg må indrømme at professionelt ristet kaffe kan opnå en dybde det er svært at opnå i hjemmemaskinen, og det var tilfældet her. Glimrende kop, og tak for den.

CoffeebeansOnline har altså glimrende kaffer i deres portefølje, og der er meget at vælge imellem. Hjemmesiden er en anelse uoverskuelig, og uden søgemulighed, så det kan godt være lidt svært at navigere rundt. De tilsendte prøvekaffer kunne ikke alle leve op til prisen, men Six Bean overleverede til gengæld. Med så stor en portefølje kunne det godt blive en udfordring for firmaet at levere lige frisk kaffe af alle slags, og jeg vil også altså også insistere på at kende ristedatoen. Men siden er bestemt et kig værd for nysgerrige kaffeentusiaster.

tirsdag den 19. juli 2011

Carls ditten og datten

Disclaimer: Dette indlæg er spontant-blogget, uden forudgående planer om resultat, sproglig finesse eller meningsdannelse.

Foran mig står tre øl fra Carlsberg. Det er det seneste testsæt af snart mange, hvor Carlsberg præsenterer en række nye øl for forbrugerne. Som regel er det de kedeligste øl der vinder, og får lov at blive på markedet men jeg er lidt usikker på hvad planen er denne gang, så det må du selv google.
Anyways, øllene har stået i køleskabet længe, men nu må tiden være inde til at få anmeldt banditterne. Det sker mens du læser det!(næsten).

Testøl #1 "Plzner". Den sjove stavemåde med "z" refererer formentlig til byen Plzen, hvorfra pilsneren har sin oprindelse. En klassisk pilsner bør være en undergæret, gylden øl på omkring 5% med et markant aftryk af bitterhumle i finalen. Danske konsumpilsnere er i min optik ikke humlede nok, hvilket gør dem kedelige at drikke og giver maltsøde bodega-bøvser, men lad os se hvad den her kan.
Næsen er umiskendeligt carlsbergsk(gæren) men giver udover føromtalte sødme ikke meget fra sig. I munden finder jeg ikke umiddelbart mere humle end i den vanlige Carlsberg pilsner, men smagt op mod hinanden er der måske forskel. Bagetiketten afslører brug af "humlearoma", så mit gæt? En standard Carlsberg pilsner tilsat humlearoma for at gøre den en lille smule anderledes og "ølvalgsberettiget". Dom: Ligegyldig fesen fætter, og spild af kostbar smagetid. Prutøl, sat op med roser.

Testøl #2 "Bock". En bock er en undergæret lagerøl(mørk), der stammer fra byen Einbeck. Den bør have et vist maltpræg, evt. med restsukker og er relativt stærk (6-8%). Og den her væltede lige ned i min USB MIDI controller og dryppede på sidste faktura fra Dandomain. Nå, tilbage i glasset. God kraftig karamel og kornduft i næsen på en 47-agtig måde. Og efter at have smagt den, tænker jeg faktisk at det kunne være en 47'er. Sursød mund, let humlebid og en lidt sprittet finale. Klassisk dansk stærkøl, og langt fra en god tyskerbock. Dom: Ligegyldig fesen fætter, og spil af kostbar smagetid. Endnu en spritterøl.

Testøl #3 "Gylden". Om hvilken vi ved, at der er kælet for detaljerne med både glucosesirup og hyldeblomstekstrakt. Førstnævnte bør få ølkenderadvarselslamperne til at lyse med det samme, da glucosesirup kun bidrager med billigt sukker til gæringen, og dermed får øllet til at smage af mindre end øl på ren malt. Men det kan selvfølgelig være et mål i sig selv. Den står flot og morgenuringul i glasset(dog ikke så grumset), men hvordan er den så? Næse: Som at stikke en nøgen arm ind i et mørkt værelse. Mund: Let syrlig, let sød og ikke så meget andet. Jeg kan ikke rigtigt detektere hyldeblomsten, så lad ikke den skræmme dig væk. Dom: Fornærmende ringe øl, der må få brygger Jacobsen til at rotere som en Vestas mølle i stiv kuling. Øv.

Helt ærligt, Carlsberg, tag nu lige at stikke fingeren i markedet og tænk jer lidt om. Hvis I vil have andel i kvalitets-øl segmentet, så fortsæt med at lave gode Jacobsen-øl, med nye veltænkte varianter med jævne mellemrum. Og det må godt være klassiske øltyper mere end rosafarvede hvedeøl med grannåle og pift af "nordisk", eller øl til 2000 kr flasken. Ikke alle kan leve højt på noma, capice?

Og hvis I bevare jeres plads blandt industriøllene, så lav nogle nogenlunde anstændige bajere, sponsér noget sport, og pas jeres branding. Men lad være med at spilde alles tid med øl som disse. Jeres stamkunder drikker alligevel de almindelige øl, og så slipper I for at fornærme os, der gerne vil have et ordentligt bryg.

Og så spørg endelig, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med

fredag den 17. juni 2011

En forglemmelig aften



”Era Ora” betyder noget i retning af ”På tide”, og det var da også sådan jeg havde det, da jeg sammen med en ven trådte over dørtærsklen til  Danmarks dyreste italienske restaurant. For år tilbage interviewede jeg den sympatiske indehaver Elvio Milleri i forbindelse med en artikel til Vinmagasinet, men dengang blev det blot til en kop kaffe og et tur mellem de mange tusind vinflasker restauranten er i besiddelse af. Nu skulle køkkenet endelig prøves af.

Der var ikke mange besøgende denne tirsdag aften, og vi fik således selv lov at vælge bord, hvorefter et glimrende glas spumante blev skænket. Vi valgte uden tøven den store 14-retters menu til 950, der lader sig ledsage af hele tre forskellige vinmenuer til hhv.  1250,- 2250,- og 4000,-.  Vi valgte i al beskedenhed den billigste.

Første mad på bordet var en skiferplade med tre små appetizere, et stykke paneret, friteret mozzarella, en lille rulle mortadella og en skefuld ”pappa al pomodoro” som er en toskansk tomat/brød-”grød”.
Det hele smagte fint, om end jeg var lidt undrende over at restauranten virkelig syntes at paneret ost, købepølse og en klat tomat skulle være vores første indtryk af stedet.

Næste servering var tre af i alt seks antipasti. Først rå skiver af havtaske på agretti, en herlig italiensk grøntsag, man desværre ser alt for sjældent. På toppen lidt ”fehår” af kataifi, en mellemøstlig filoagtig dej. Glimrende, velsmagende og velkomponeret ret, der straks sendte forventningerne i top.
Ved siden af en jomfruhummerhale på lidt bisque og kinaradise og med en sort oliventuile.  Fin haps, men intet nyt under solen her. Og sluttelig en ”arancino”, en siciliansk friteret riskugle, her med fagiolini bønner. Glimrende. Den ledsagende vin var en glimrende sprød og syrefast chardonnay fra Cesconi i Alto Adige(Südtirol)




Anden halvleg af antipasti serveringen bød på svitset kalvecarpaccio med rucola, ragosano-ost, tomat og balsamico. Igen en glimrende, men ikke vanvittig kreativ mundfuld. Så en flan af squash med paneret friteret mozzarella på toppen og en meriankvist. "Deja læst", tænker du? Ganske rigtigt,  vi stødte her på friteret, paneret mozzarella igen. Det holder sgu ikke rigtigt, synes jeg, på en Michelin-restaurant, især ikke når vi også havde fået friteret arancino. Men den sprøde panering var faktisk det eneste sympatiske ved retten, der ikke rigtigt smagte af noget. Squash-flan. Det siger næsten sig selv. Til sidst var der svinekæbe på polentina og blegselleri. Intenst og godt. Vi drak superdejlig barbaresco 2001(og ikke som anført i menuen 2000) fra Cortese. Herlig moden vin.

Primi Piatti. To pastaserveringer. Først gratineret spaghetti, med ricotta creme, linsesalat og pesto. Lille velsmagende servering hvor den øverste del af  ”spaghettireden” dog var tør på en måde, der skabte tvivl om hvorvidt det var meningen, eller blot resultatet af en lidt hårdhændet genopvarmning.
Anden del var spätzle med broccoli, ansjoser og små croutons. Fint velgennemtænkt lille sag, og sjovt at få spätzle. Endnu en glimrende og velvalgt vin ledsagede; Chianti Classico Grosso Sanese, Il Palazzino 2004. Ren sangiovese og i fin form.

"Excuse lige mig et øjeblik, men jeg smider altså ikke 2500 kroner på disken for at få dybstegt ost og grønt hele tiden.

Secondo Piatto. Gennem hele aftenen af tjeneren omtalt som ”your main course”, men alle retter havde samme lille tapas-agtige størrelse, så der var ikke rigtigt nogen grund til at tale den op. Den bestod af et stykke kalvefilet, der var velsmagende. Ikke så mørt, men det gør mig egentligt heller ikke noget, så længe smagen er i orden, og det var den her. Det samme kan man desværre ikke sige om det ledsagende tilbehør ”Tomatoes variation”. Tynde skiver af rå bøftomat, italesat som ”tomato carpaccio”, en tomatreduktion og gudhjælpemig endnu et produkt fra den gyldne brønd, en paneret friteret tomatbåd. Excuse lige mig et øjeblik, men jeg smider altså ikke 2500 kroner på disken for at få dybstegt ost og grønt hele tiden. Først mozzarella, så arancino, så mozzarella igen og nu tomat? Stod der ”Tempura” på døren? Nææææh…..
Jeg havde den ledsagende 1999 Terre di Siena på cabernet og merlot mistænkt for at være homøopatisk ramt af prop, men undlod at tage diskussionen. Den gled ned.

Som afslutning på det varme køkken, og inden osten, var vi blevet lovet en ganerenser, i form af en sorbet. Den kom på bordet samtidig med ostevinen(2004 Villa Fidelia Rosso, en fyrig ungdommelig rød), og bestod af hindbærsorbet med chokolade-flage og guldstøv.  Smagte fint, men noget ejendommeligt at få, mens der stadig er tør vin i glasset, og burde enten være kommet på den anden side af osten eller have været erstattet af noget andet. Det var jo en mundfuld dessert.
Osteserveringen var fin, 4 små stykker med hver deres ”condiment”, taleggio med syltet artiskok, en friskost med chilimarmelade og to faste oste vis navne er undsluppet mig. Og vinen klarede næsten skærene.

Desserttid. Først en semifredo på passionsfrugt, der ifølge kortet skulle ledsages af en chokoladesorbet, men fandentagemig om ikke vi fik samme hindbærsorbet, som lige havde forvirret os inden osten. Dog nu uden guld. Det er altså ikke i orden på det her niveau, Era Ora, bare så I ved det. Anden ombæring var ingefær-rabarber kage med mælkesorbet, og var en god og frisk afslutning. Vinen var på moscato, 2007 Due Cuori fra Veneto, og fungerede udmærket.

Vi afslog høfligt kaffen (65,- for en espresso, 80,- for en dobbelt) som vi istedet tog på nærliggende Café Oven Vande(51kr for en dobbelt espresso OG en americano) hvor vi evaluerede aftenen.

Executive summary. Det er alt for dyrt at gå på Era Ora, i forhold til hvad man får for pengene. Niveauet er ikke på højde med byens andre stjernerestauranter, og de nævnte friterings- og sorbet-fodfejl bør ikke finde sted. Vinmenuen var glimrende, men der blev skænket småt, dog med refill på de sidste to vine. Jeg blev på intet tidspunkt overrasket, overrumplet eller ramt af kulinarisk andægtighed, men fik ”blot” udmærket mad og glimrende vine. Det er efterhånden mit indtryk, at danske michelinrestauranter performer væsentligt bedre end i resten af verdenen, men desværre ikke Era Ora, som skuffede på samme måde som jeg også har prøvet det i Paris og Tokyo. Dyr, småprætentiøs,  masser af verbal staffage og fancy porcelæn, men uden egentligt at levere varen. Og selvom jeg som regel ikke bekymrer mig om mængden af mad, må jeg konstatere at sjældent har jeg fået så lidt at spise, som tilfældet var på Era Ora denne aften.

Det ærgrer mig, for jeg nærer masser af sympati for Era Ora og Elvio, som er en dedikeret herre, og det er flot at stedet har kunnet holde en stjerne i 15 år samt flere gange blive kåret som landets bedste. Men nu virker det som om, at der er hvilet lige lovligt længe på laurbærrene. Læser man på fx Tripadvisor er vurderingerne af Era Ora også ekstremt svingende, fra det sublime til opstyltede. Det duer ikke at have så svingende præstationer, i en tid hvor det bør være vigtigere at sikre sig at publikum kommer igen, eller spreder det gode rygte, mere end at få folk til at lægge så stor en sum som muligt, mens de er der.
Jeg har i hvert fald ikke lyst til at komme igen for egen regning, så nogen må invitere.
Gør du, Elvio?









onsdag den 1. juni 2011

Liflig aroma?

Jeg har netop fået tilsendt tre produktprøver på Knorr Risotto("Svampe", "Asparges" og "Safran"). I følgebrevet nævnes, at produkterne ikke indeholder kunstige tilsætningsstoffer, og det lyder da forjættende, og knap så Knorragtigt. Varedeklarationen er heller ikke så slem som man kunne forvente, omend den indeholder både gærekstrakt og mælkesukker. Og så indeholder alle tre varianter "aroma". Det behøver der heller ikke være noget odiøst i, begrebet aroma anvendes om en af følgende ting:

En veldefineret kemisk forbindelse
Et aromapræparat(fremstillet af planter eller dyr)
En reaktionsaroma(fremstillet ved opvarming af et eller flere stoffer)
En røgaroma(røgkondensat eller tjærefraktion)

Så formelt set har Knorr ret hvis deres aroma er fremstillet af naturlige produkter. Mit spørgsmål til dig er derfor om hvilke forventninger, det skaber hos dig, at en færdigret er uden "kunstige tilsætningsstoffer"?

Når jeg laver risotto, bruger jeg ikke mælkesukker, gærekstrakt eller aroma, og det er der formentlig heller ikke så mange andre der gør. Men er de så "kunstige", hvis man bruger dem i en færdigret?

Hvad synes du "kunstig" dækker over?

Hvis man anvender en "aroma" i sit produkt, er det vel fordi man ikke med produktets øvrige ingredienser kan opnå den smag eller duft, man stræber efter. Men er det så ikke lidt kunstigt, uanset om aromaen er fremstillet vha. inddampet aborresved?

Jeg har i denne sammenhæng ikke lyst til hverken at forsvare Knorr eller hænge dem ud, selvom de sikkert har mange kandidater til Røvhullet® i deres portefølje, men er blot nysgerrig efter at høre hvad du synes?

I skrivende stund har jeg ikke smagt Knorrsottoerne, men skal nok vende tilbage her på kanalen, når dommen er afsagt.

Men altså, hvad synes du?

torsdag den 23. december 2010

Humleklang 2012 !

Startskuddet er lydt. Julen har været over os længe, du har sikkert været til et par julefrokoster allerede, men de kulinariske udskejelser i forbindelse med jul og nytår er knap begyndt.
Følg Kork&Godt's kronologiske guide og kom ølsikkert ind i det nye år.


Lillejuleaften.
Det er ikke, med dufter alligevel lidt af jul. "Lillejuleaften åbner julens dør på klem" synger Erik Påske så smukt. Du pakker formentlig de sidste gaver ind, og får ordnet de sidste indkøb. Lad være med at stege and eller gås i dag, fjerkræ får en spøjs bismag ved genopvarmning(synes jeg). Du får brug for en meditationsøl, som kan drikkes i ro og mag lige inden sengetid. Prøv fx en Kasteel Brune, det er nisseøl på EPO, eller en Rochefort 10. Begge er fra Belgien og skal nok sikre en god nattesøvn inden julen rammer lige mellem øjnene.

Juleaften.
En oplagt øldag. Vin har det svært med den traditionelle danske julemiddag, der både indeholder syre, sødme, fedt og salt, brunt og brændt. Men der er masser af øl, der kan klare mosten. Det skal være øl af en vis kaliber, hvad alkohol angår, og helst lavet på mørke malttyper, som kan bidrage med ristede karamelagtige toner. Der må også gerne være lidt sødme, og slutteligt en smule bitterhed. Det er kriterierne for at kunne matche julemaden. Det kunne fx være Herslev Stjernebryg eller Willemoes Julebryg 2012, der begge er fremragende, sidstnævnte med rigelig humledosering. Det kunne også være en belgisk overgæret, fx en blå Chimay. Køb den i de store 75cl flasker, der iøvrigt hedder Grande Reserve. Det bliver ikke finere. Vil du have øl til rislavementet, så prøv en Kriek, der med sin kirsebærsmag fungerer fint. Gå efter de sødeste af slagsen.

1. Juledag.
Personligt ynder jeg at foretage mig så lidt som muligt denne dag. Den skal helst tilbringes i slåbrok og tøfler, mens man beskuer gavehøst, læser avis og tøffer rundt. Men på et eller andet tidspunkt melder sulten sig, og så er det altså godt at gnave gåseskrog med en fedtemad og et glas øl. Det kan med fordel være en god brown ale, lidt lettere end det du drak i går, men stadig med juleklokker nok til at matche det fede kød. Stronzo brown eller Jacobsen Golden Naked Christmas ale. er rigtigt gode bud.

Julefrokosterne.
De følgende dage frem mod nytår bliver ofte tilbragt med familie og venner til diverse julefrokoster. Her skal drikkevarene kunne matche alt fra eddikemarinerede sild til gris i kolde og varme afskygninger. Da der ofte skal indtages snaps til, skal øllene ikke være de allerstærkeste, men alligevel skal der være karakter og krop. Her er bitterhed din ven. Humlebitterhed har en astringerende effekt i mundhulen, der opfrisker og forbereder til næste mundfuld. Drik tjekkiske pilsnere, fx Urquell eller Staropramen, eller en engelsk IPA, der er lidt mildere end ditto amerikanske og danske. Prøv den fra Samuel Smith.

Nytårsaften.
Årets sidste aften er ofte et studie i ekstravagance hvor champagne og årgangsvine får frit flow til samtalekøkkenernes kulinariske overflødighedshorn. Men det kan lade sig gøre at holde humlefanen ligeså højt. Check this out....
Til nytårstalen kl. 1800 fylder du dine fineste champagneglas med Corsendonk Agnus. En lys elegant belgisk øl på bl.a hvedemalt, der gør damerne bløde i knæene(jeg lover det) og giver danseben til senere. Skal du servere østers, så glem champagne, der altid smager lidt metallisk sammen med bløddyrene. Prøv istedet en mild stout, der med sine ristede noter og cremede fylde er et fint match. Du kan også blande champagne og stout til en Black Velvet. Marstons Oyster Stout er oplagt, men en god gammeldags Guiness fungerer også fint, både til østers og andre skaldyr, fx hummer, du måtte have på menuen.
Senere får I måske en ret med vildt, svampe eller trøffel. Ligesom til julemaden skal øllet her igen være mørkt, stærkt og en anelse sødt. Brune overgærede øl er klart at foretrække, gerne de mørke trappistøl, fx Westmalle Dubbel, Rochefort 8, Achel Brune eller La Trappe Quadruppel.
Ved midnatstid er der tradition for at lade propperne springe, og også her findes et ølalternativ. Belgiske Malheur laver en Cuvée Royale, ganske som champagne med flaskegæring, remuage og degorgement. Øllet er lyst, holder 9% og smager fortinligt. Gem kransekagen til børnene. Godt nytår.

Nytårsdag.
Du har det elendigt og regner ikke med at blive menneske igen. Drik en prutpils fra Carlsberg eller Tuborg, gå en tur med hunden, og nup en middagslur. Drop løbeambitionerne, og vent til i morgen.

lørdag den 18. december 2010

Vin- og madvrøvl

Der har været lidt stille på bloggen på det sidste. Blandt andet fordi mine skriverier er gået til Madmagasinet , som er et nyt online magasin om mad og drikke med indlæg fra frivillige skiibenter herunder Jurs Truli.
Desuden fordi jeg har haft relativt travlt, men nu ikke mere om det, nu skal det handle om vin- og madvrøvl.

Der er masser af vinhandlere i Danmark. Nye, gamle, store, små, med fysisk butik eller webshop. Og de vil allesammen gerne have fat i dine vinkroner, når du skal have stillet dine ønologiske behov. Fint nok. Forleden bladrede jeg igennem min lokalavis, og faldt bl.a. over annoncer fra et vinglad supermarked i nabolaget, samt et par vinhandlere. Og så blev jeg altså så træt. Der er nemlig ikke grænser for de superlativer, som vinpusherne vil anvende for at sælge netop deres vin, og det er forsåvidt i orden, hvis det, de skrev, gav mening. Men oftere og oftere er det altså det rene sludder, og det får ihvertfald ikke mig til at købe vinen. Tværtimod kan jeg finde på som en anden romersk kejser at vende tomlen nedad overfor pågældende vinudbyder. Men nu bliver jeg også hurtigt gammelmandssur, når det handler om sprog. Og vin.
Lad os tage et par eksempler, og vi begynder blidt.

"Varm saftig rødvin fra Chile". Nuvel, dette er da ikke det værste eksempel, og jeg har da selv anvendt udtrykket "kølig" i en vinanmeldelse, men jeg tror ikke jeg ville bruge ordet "varm" i vinsammenhæng om andet end glögg.

I en anden supermarkedsannonce starter teksten med at fortælle, at Robert Parker har givet årgang 2004 i Ribera del Duero 95 point. Og at resten af verden er enig(jeg har nu selv givet den 93). Og at de har "ryddet en kælder" for en vin, der så iøvrigt ikke må kalde sig Ribera del Duero, uvist af hvilke årsager. Vinen beskrives som værende "økologisk & organisk", og her bliver det for alvor noget vrøvl. "Organic" er den engelske betegnelse for økologisk, men på dansk er al vin forhåbentligt organisk, eftersom det er lavet af druer. Jeg har ihvertfald stadig tilgode at få en syntetisk vin.

Det bliver værre hos næste vinhandler, som forsøger at finde "en vin, som smager som Chateauneuf-du-Pape til 150-200 kroner, men til 'en 1/3 af prisen' ". Altså til 200-266kroner? Det er da dumt, hvis den smager billigere? Den sælges iøvrigt til 115 kroner, hvilket i mit regnehæfte er en tredjedel af 345,-. Hvis det altså var meningen.
Samme vinhandler praler med "at købe de rigtig, gode årgange i årgangsport" i en annonce for en colheita portvin, der jo altså ikke er det samme som "vintage port" eller årgangsportvin.

Jeg skal skåne læserne for resten af uhyrlighederne på helsidesannoncen der iøvrigt har den store overskrift
"Dansk kirsebærvin - kom og hør nærmere". Lidt med på noderne er de da.

I cateringbranchen og hos restauranterne reklameres der flittigt for nytårsmenuer, og det går også hårdt ud over sproget. Her kan man støde på "Ristede St. Jacgue-kammuslinger", "Hummerbisque brændt med cognac m. legered flåd" eller hvad med "Terrine af hvid saltvandsfisk" ? Undskyld mig, men ved de ikke, hvilken fisk de har tænkt sig at lave retten af?  Samme restaurant kommer det dog lidt nærmere med retten "Bagt hvid fisk af torsk eller hellefisk". Det "hvide" er åbenbart vigtigt, men hvad det er for en fisk åbenbart ligegyldigt. Pangasius-finten..? Til sidst kan gæsten se sig selv i øjnene med "Blomkålscreme med agurkespejl".

Jeg håber også at"Sweet potatoesmos i bagt grøntsag" ligger bedre i munden kulinarisk end sprogligt, for umiddelbart er den svær at sluge.

Lad os slutte af i den dyre ende, inden der går ren cigarfar i den. Læs her om Slagter XXX's "Exclusive"foie gras tilbud: "Foie gras terrin med Cognac og Sauternes. Med 'Exclusive' mener vi at denne foie gras terrin er lavet af Slagter XXX, af frisk foie gras og har aldrig set nogen former for tilsætning." ......Pudsigt, stod der ikke lige, at der var både cognac og sauternes i? Men den gode slagter mener sikkert "kunstige tilsætningsstoffer". I så fald er det sørgeligt, at en håndværksslagter betragter det som noget særligt eksklusivt. Så er der ihvertfald ingen grund til købe noget af det, han ellers fremstiller.

'Nuf said, skål og velbekomme!

søndag den 19. september 2010

Retro øl

Kvalitetsøl og mikrobryg er gårsdagens nyt, ølrevolutionen er gammel. Men til trods for snart et årti med en eksplosiv udvikling i øl-kvalitet og -kvantitet er de gamle danske guldøl stadig at finde på markedet. Har de en eksistensberettigelse?
Kork&Godt satte sig for at undersøge sagen.

Da jeg voksede op fandtes der Hof(for unge læsere, Carlsberg Pilsner), Grøn Tuborg og så "guldøllene". Guldøl er stærkøl, der dengang adskilte sig fra de almindelige pilsnere ved at være udstyret med en gylden halsmanchet af foldet guldfolie. "En af dem med gashåndtag" som tykmavede onkler med rødmossede ansigter og bodega-muskel sagde, når de bestilte en. Og når de skulle være gemytlig-fortrolige med familiens pubertære dreng sagde de om f.eks. elefantøllen: "Den er sgu brygget på kondomer og boksehandsker, knægt. Enten får du brug for det ene...eller også for det andet".[Indsæt selv skoggerlatter med cerutlugt].
Men altså, guldøl. Mandfolkenes øl, alkoholikernes øl, svenskernes øl og dengang ikke så mange andres. Selv husker jeg dem som alt for stærke med tydeligt alkoholpræg i en grad, der ikke var behagelig. Men efter en årrække med nye danske mikrobryg, triple IPA'er og klosterøl findes de altså endnu, så hvad er det egentligt, de kan? Er de ronkedorer, eller er de med i kampen om den kvalitetsbevidste øldrikkers gunst?

Guldøl er vel nærmest at betegne som en dansk specialitet. Der er tale om primært lyse undergærede stærkøl med en alkoholprocent på 6-10. Hvor stærke øl fra andre lande ofte er overgærede, og dermed tilføjes kompleksitet i næse og smag, brygges de danske klassiske stærkøl på den effektive, men relativt smagsneutrale undergær, der til gengæld er noget mere effektiv, når det gælder om at omsætte sukker til akohol og CO2. Summa summarum: Relativt smagslette, men alkoholpotente øl, med variende grad af sødme og humlebitterhed.

Og hvodan smager de så i dag, hvor referencerammen er udvidet betragteligt? Her følger smagsnoter på en håndfuld klassikere

"Guld Tuborg", 5,8%, fra 1895.
"Den gyldne dame" er med sine 115 år på bagen også den gamle dame, og testens ældste deltager. Der er frisk maltnæse, samt den umiskendelige, let urare duft af de forenedes undergær. Munden er fyldig, med perlende kulsyre og en let humlebitterhed. Det er ikke en øl, der gør nogetsomhelst for mig, men da hellere den, end en kønsløs standardpilsner






Tuborg "Fine Festival", 7,5%, fra 1955.

FF'eren blev lavet som eksportøl i anledning af Dronning Elisabeth d.II's kroning. Den er udover bygmalt og humle brygget på glukosesirup, hvilket plejer at være udeukkende for at få alkoholstyrken op. Skænket i et mellemstort vinglas, lugter den først ret dårligt, umiddelbart efter ikke af særligt meget. Der er noget mere tyngde i munden end på Guld Tuborg, og den har et mere markant og bittert humlebid. Men langtfra god. 






Ceres Bering bryg(Havskum) 5,5%, fra 1959
Jeg har drukket en del af dem her, gemt i hækken nær klubben, fordi Sørens far bestyrede et Ceres-depot. Øllet er lanceret i anledning af Ceres 100-års jubilæum, og smager med bryggeriets egen ord ligesom en "støvle". Velkommen til Jylland, 'nuff said. Den lugter fælt kunstigt, kardemomme- og citronagtig og smager rædselsfuldt. Rædselsfuldt. Brygget af bygmalt, majs, glucosesirup, sukker, citronsyre, farvestof, humle og aroma. Føj!





Carlsberg Elephant, 7,2%, fra 1959 
"Carlsberg brygger også en øl til de tunge drenge" lød et af fortidens slogans, med billeder af bl.a LO-formand Thomas Nielsen med en elefant. I hånden på denne smager bidrager elefanten med snabel af lys malt, en kornagtig friskhed og en spøjs staldagtig tone, næsten som brettanomyces i en vin. Elefantbur? Munden er den bedste på de smagte øl indtil videre, her er der acceptabel balance mellem alkohol, sødme og bitterhed(Saaz-humle?) og en næsten cremet mouthfeel. Øllen når dog ikke at hæve sig mange grader over køleskabstemperatur før den er styg.




Harboe Bjørnebryg, 7,7%, fra 1974
Isbjørnen skummer flot i glasset og har en ren brødagtig næse. Munden er skarpere og friskere end de øvrige i testen, og øllen er bedre end jeg husker den fra 80'erne. Alkoholen bider lidt til sidst, men ikke så slemt som erindret.
Smag er der dog påfaldende lidt af.






Carlsberg "Sort Guld" 5,8%, fra 1978
Denne øl startede sin karriere som eksport-øllen Carlsberg 25, vis lille flaske var så fint designet at den endte på MoMa i NY. I 78 blev den så lanceret til danskerne som Sort Guld.
VI er i "Guldøl Light"-genren her, men der bydes på næse af brøddej og halm, let mund i fin balance, og astringerende bitterhed i finalen. Ok alternativ til Carlsberg pilsner. Uskadelig.




Wiibroe Årgangsøl. 10,6%, fra 1989
Wiibroe ejes i dag af Carlsberg, men da denne øl blev lanceret var det med den markedsføringsmæssige gimmick at procenten fulgte årstallet. I 2000 stoppede festen dog og øllen havnede så på sine voldsomme 10,6. Det er en virkeligt dårlig øl, og det bedste ved den er formentlig årets motiv af Thomas Eje. Alt sagt.






Carlsberg Master Brew, 10,5%, fra 1996
Master Brew var en af kandidaterne til Carlsbergs ølvalg i 1996, hvor et antal forskellige øl blev præsenteret på markedet til afstemning blandt køberne. Den bayerske øl "Carls Special" løb vistnok med sejren, men Master Brew fik altså lov at blive alligevel. Det er en heftig, flot skummende sag med en overraskende subtil, let sødlig næse. Munden er ret sød men nogenlunde holdt i skak af bitterhed og (naturligvis) de mange procenter. Egentligt en lidt grotesk størrelse, men efter devisen "skaldetværesåla'detvære" fungerer den vel.




Alle øllene i testen er smagt lige ud af køleskabet, hvor de var drikkelige. Gensmagt ved 10-12 grader var samtlige øl virkeligt dårlige og påfaldende ens. Og konklusionen er klar. Oldschool danske "luksusøl" hører hjemme i samme kategori som rød Gevalia og trestjernet salami. Industrialiserede gennemsnitsprodukter, der henvender sig til den store smagsligeglade del af
befolkningen. Nogle af øllene var bestemt drikkelige ved 4-5 grader, men ingen hævede sig over det ligegyldige. Tilstedeværelsen af glukosesirup er et advarselstegn, og de øl, der indeholdt dette var også de ringeste i testen.

Guldøllenes berettigelse er anekdotisk, og som seriøs ølnyder behøver du ikke spilde tid eller gane på dem.

fredag den 3. september 2010

Jamen, hvorfor?

Fredag eftermiddag, weekend forude. Det er da ikke så tosset, vel? Det er her man som madglad fantaserer om en tur på markedet eller i et fransk supermarked hvor man kunne bruge et par timer til at købe ind til weekendens kulinariske udskejelser. Reality check! I dag blev det til motorvejskø, fredagstrafik og en hurtig tur i et provinssupermarked inden deadline for afhentning af børn i institution. Nuvel, det skal ikke afholde mig fra at prøve at konstruere et sjovt måltid mad, som i dag bliver spidskål  med beurre noisette, citron og kommen og sønderjydske kålpølser. Men det er nu ikke det, dette indlæg handler om.
I indkøbskurven havnede også et glas "Fiskemandens lakserøget sild", grebet i farten, da både børn og voksne er glade for røget fisk(og frisk fisk kan man jo ikke få). "Koldrøget ved 27 grader, pakket direkte fra røgeri" lød anprisningen på låget. Og så langt så godt. Men jeg blev mildest talt en smule irriteret ved nærlæsning af varedeklarationen: Rapsolie, "lakserøget sild"" tilsat dextrose, glycosesirup, salt røgaroma og surhedregulerende midler E331, E330 og konserveringsmiddel E211.
Undskyld mig, men hvad i alverden foretager dextrose og glucosesirup sig i min sild? Hvem er det, der synes at en røget fisk skal gøres sødere end den var fra naturens og røgeriets hånd? Og røgaroma? Hør nu her, Minna og Gunnar, hvis den sild skulle have smagt lidt mere af røg, skulle den så ikke bare have været længere i rygeovnen? Nu har jeg i skrivende stund ikke smagt sildene endnu, men det skal ikke afholde mig fra at være forhåndsskuffet. Jeg anerkender tilfulde at fødevareindustrien i et vist omfang er nødt til tilsætte dit og dat for at tingene kan holde sig, men jeg er virkelig træt af al den pynt og kosmetik der præger alt for mange produkter. Som nu den skivede øko-hamburgerryg, der ligeledes røg i kurven, og også indeholdt dextrose(dog økologisk). Er der en dextrose-mafia på spil?..eller er der en mere jordnær forklaring?