”Era Ora” betyder noget i retning af ”På tide”, og det var da også sådan jeg havde det, da jeg sammen med en ven trådte over dørtærsklen til Danmarks dyreste italienske restaurant. For år tilbage interviewede jeg den sympatiske indehaver Elvio Milleri i forbindelse med en artikel til Vinmagasinet, men dengang blev det blot til en kop kaffe og et tur mellem de mange tusind vinflasker restauranten er i besiddelse af. Nu skulle køkkenet endelig prøves af.
Der var ikke mange besøgende denne tirsdag aften, og vi fik således selv lov at vælge bord, hvorefter et glimrende glas spumante blev skænket. Vi valgte uden tøven den store 14-retters menu til 950, der lader sig ledsage af hele tre forskellige vinmenuer til hhv. 1250,- 2250,- og 4000,-. Vi valgte i al beskedenhed den billigste.
Første mad på bordet var en skiferplade med tre små appetizere, et stykke paneret, friteret mozzarella, en lille rulle mortadella og en skefuld ”pappa al pomodoro” som er en toskansk tomat/brød-”grød”.
Det hele smagte fint, om end jeg var lidt undrende over at restauranten virkelig syntes at paneret ost, købepølse og en klat tomat skulle være vores første indtryk af stedet.
Næste servering var tre af i alt seks antipasti. Først rå skiver af havtaske på agretti, en herlig italiensk grøntsag, man desværre ser alt for sjældent. På toppen lidt ”fehår” af kataifi, en mellemøstlig filoagtig dej. Glimrende, velsmagende og velkomponeret ret, der straks sendte forventningerne i top.
Ved siden af en jomfruhummerhale på lidt bisque og kinaradise og med en sort oliventuile. Fin haps, men intet nyt under solen her. Og sluttelig en ”arancino”, en siciliansk friteret riskugle, her med fagiolini bønner. Glimrende. Den ledsagende vin var en glimrende sprød og syrefast chardonnay fra Cesconi i Alto Adige(Südtirol)
Anden halvleg af antipasti serveringen bød på svitset kalvecarpaccio med rucola, ragosano-ost, tomat og balsamico. Igen en glimrende, men ikke vanvittig kreativ mundfuld. Så en flan af squash med paneret friteret mozzarella på toppen og en meriankvist. "Deja læst", tænker du? Ganske rigtigt, vi stødte her på friteret, paneret mozzarella igen. Det holder sgu ikke rigtigt, synes jeg, på en Michelin-restaurant, især ikke når vi også havde fået friteret arancino. Men den sprøde panering var faktisk det eneste sympatiske ved retten, der ikke rigtigt smagte af noget. Squash-flan. Det siger næsten sig selv. Til sidst var der svinekæbe på polentina og blegselleri. Intenst og godt. Vi drak superdejlig barbaresco 2001(og ikke som anført i menuen 2000) fra Cortese. Herlig moden vin.
Primi Piatti. To pastaserveringer. Først gratineret spaghetti, med ricotta creme, linsesalat og pesto. Lille velsmagende servering hvor den øverste del af ”spaghettireden” dog var tør på en måde, der skabte tvivl om hvorvidt det var meningen, eller blot resultatet af en lidt hårdhændet genopvarmning.
Anden del var spätzle med broccoli, ansjoser og små croutons. Fint velgennemtænkt lille sag, og sjovt at få spätzle. Endnu en glimrende og velvalgt vin ledsagede; Chianti Classico Grosso Sanese, Il Palazzino 2004. Ren sangiovese og i fin form.
"Excuse lige mig et øjeblik, men jeg smider altså ikke 2500 kroner på disken for at få dybstegt ost og grønt hele tiden.
Secondo Piatto. Gennem hele aftenen af tjeneren omtalt som ”your main course”, men alle retter havde samme lille tapas-agtige størrelse, så der var ikke rigtigt nogen grund til at tale den op. Den bestod af et stykke kalvefilet, der var velsmagende. Ikke så mørt, men det gør mig egentligt heller ikke noget, så længe smagen er i orden, og det var den her. Det samme kan man desværre ikke sige om det ledsagende tilbehør ”Tomatoes variation”. Tynde skiver af rå bøftomat, italesat som ”tomato carpaccio”, en tomatreduktion og gudhjælpemig endnu et produkt fra den gyldne brønd, en paneret friteret tomatbåd. Excuse lige mig et øjeblik, men jeg smider altså ikke 2500 kroner på disken for at få dybstegt ost og grønt hele tiden. Først mozzarella, så arancino, så mozzarella igen og nu tomat? Stod der ”Tempura” på døren? Nææææh…..
Jeg havde den ledsagende 1999 Terre di Siena på cabernet og merlot mistænkt for at være homøopatisk ramt af prop, men undlod at tage diskussionen. Den gled ned.
Som afslutning på det varme køkken, og inden osten, var vi blevet lovet en ganerenser, i form af en sorbet. Den kom på bordet samtidig med ostevinen(2004 Villa Fidelia Rosso, en fyrig ungdommelig rød), og bestod af hindbærsorbet med chokolade-flage og guldstøv. Smagte fint, men noget ejendommeligt at få, mens der stadig er tør vin i glasset, og burde enten være kommet på den anden side af osten eller have været erstattet af noget andet. Det var jo en mundfuld dessert.
Osteserveringen var fin, 4 små stykker med hver deres ”condiment”, taleggio med syltet artiskok, en friskost med chilimarmelade og to faste oste vis navne er undsluppet mig. Og vinen klarede næsten skærene.
Desserttid. Først en semifredo på passionsfrugt, der ifølge kortet skulle ledsages af en chokoladesorbet, men fandentagemig om ikke vi fik samme hindbærsorbet, som lige havde forvirret os inden osten. Dog nu uden guld. Det er altså ikke i orden på det her niveau, Era Ora, bare så I ved det. Anden ombæring var ingefær-rabarber kage med mælkesorbet, og var en god og frisk afslutning. Vinen var på moscato, 2007 Due Cuori fra Veneto, og fungerede udmærket.
Vi afslog høfligt kaffen (65,- for en espresso, 80,- for en dobbelt) som vi istedet tog på nærliggende Café Oven Vande(51kr for en dobbelt espresso OG en americano) hvor vi evaluerede aftenen.
Executive summary. Det er alt for dyrt at gå på Era Ora, i forhold til hvad man får for pengene. Niveauet er ikke på højde med byens andre stjernerestauranter, og de nævnte friterings- og sorbet-fodfejl bør ikke finde sted. Vinmenuen var glimrende, men der blev skænket småt, dog med refill på de sidste to vine. Jeg blev på intet tidspunkt overrasket, overrumplet eller ramt af kulinarisk andægtighed, men fik ”blot” udmærket mad og glimrende vine. Det er efterhånden mit indtryk, at danske michelinrestauranter performer væsentligt bedre end i resten af verdenen, men desværre ikke Era Ora, som skuffede på samme måde som jeg også har prøvet det i Paris og Tokyo. Dyr, småprætentiøs, masser af verbal staffage og fancy porcelæn, men uden egentligt at levere varen. Og selvom jeg som regel ikke bekymrer mig om mængden af mad, må jeg konstatere at sjældent har jeg fået så lidt at spise, som tilfældet var på Era Ora denne aften.
Det ærgrer mig, for jeg nærer masser af sympati for Era Ora og Elvio, som er en dedikeret herre, og det er flot at stedet har kunnet holde en stjerne i 15 år samt flere gange blive kåret som landets bedste. Men nu virker det som om, at der er hvilet lige lovligt længe på laurbærrene. Læser man på fx Tripadvisor er vurderingerne af Era Ora også ekstremt svingende, fra det sublime til opstyltede. Det duer ikke at have så svingende præstationer, i en tid hvor det bør være vigtigere at sikre sig at publikum kommer igen, eller spreder det gode rygte, mere end at få folk til at lægge så stor en sum som muligt, mens de er der.
Jeg har i hvert fald ikke lyst til at komme igen for egen regning, så nogen må invitere.
Gør du, Elvio?
