onsdag den 21. juli 2010

Pølsesnak

Som det måske er dig bekendt, har Løgismose og netto indgået et samarbejde. Løgismose producerer en serie, "Løgismose Udvalgt", som skal være højkvalitetsprodukter til de kræsne netto-kunder. Først på året købte jeg en pakke pølser fra denne serie, hvilket afførte nedenstående korrespondance med Løgismose.

From: Anders Halskov-Jensen
To: info@loegismoseudvalgt.dk
Sent: Wednesday, February 17, 2010 5:18 PM

Subject: Pølser

Kære Løgismose,
Som mad- og vinskribent har I som forretning og "brand" altid for mig stået for kvalitet og kompromisløshed. Derfor blev jeg noget skuffet, da jeg i dag stødte på pølser fra "Løgismose Udvalgt" serien.


Her fremgår det af varedeklarationen, at pølserne indeholder utroligt meget vand. Det vil sige, det fremgår ikke særligt tydeligt, men der står : "Ingredienser: 35% svinekød, vand, 17% oksekød..." etc.


Og da ingredienserne skal listes i kvantitativ rækkefølge, kræver det kun en smule matematik at regne den omtrentlige vandmængde ud; ca. 20-33% afhængig af den ikke opgivne mængde af "æblegranulat"(som måske er det, der binder vandet?)

I min optik er en så stor mængde vand i en pølse udelukkende et forsøg på at øge indtjeningen eller minimere prisen.

Det er ihvertfald ikke af hensyn til pølsens smag eller brugsegenskaber, at der er så meget vand i.Og det skuffer mig lidt. Jeg havde forventet mere end 52% kød i en "Løgismose"-stemplet pølse, selv Langelænder og Gøl gør det bedre, selvom de sandt for dyden heller ikke er noget at råbe hurra for.



Nu må jeg indrømme, at jeg i skrivende stund ikke har smagt pølsen, og inden jeg farer i blækhuset med en pølseartikel, skal det selvfølgelig ske(selvom det erfaringsvis er svært at stege så vandholdige pølser). Og I skal have en chance for at svare på denne mail.
med venlig hilsen
Anders Halskov-Jensen

"Vente....vente...vente.....". Der skete ikke rigtigt noget, selvom man finder en emailadresse på loegismoseudvalgt.dk under menupunktet "dialog". Jeg havde spist pølserne, og det var en halvtrist oplevelse.
Jeg besluttede mig til at gensende mailen, denne gang cc til "rigtige" Løgismose også:

----- Original Message -----
From: Anders Halskov-Jensen
To: info@loegismoseudvalgt.dk
Cc: salg@loegismose.dk
Sent: Saturday, April 24, 2010 12:37 PM
Subject: Re: Pølser


Kære Løgismose,
På "Løgismose Udvalgt" hjemmesiden er der et menupunkt, der hedder "dialog". Det ser jeg som et udtryk for at komme i dialog med forbrugerne om jeres produkter. Derfor er jeg lidt skuffet over, at jeg ikke har fået nogen respons på nedenstående mail fra 17. februar.


I får den derfor lige igen.



PS: Pølserne, omtalt nedenunder, var ligeså stor en skuffelse som varedeklarationen antydede.


mvh

Anders

...og så smøren fra før igen. Og så gik det hurtigt. Efter nogle dage modtog jeg følgende:

From: Anders Vald [mailto:anders@loegismose.dk]
Sent: 28. april 2010 09:30
To: anders@vinkritik.dk
Subject: Pølser


Kære Anders Halskov-Jensen.


Først og fremmest vil jeg gerne beklage den sene respons på din henvendelse. Af uforklarlige årsager var din første mail forsvundet fra vores mailsystem.
På trods af de lidt kedelige omstændigheder, er vi altid glade for at få kritik af vores produkter, det gælder naturligvis både positive og negative reaktioner.
Som jeg med glæde kunne forstå på din mail, kender du til vores virksomhed og har forståelse for, at vores fokus ligger på at producerer og promovere produkter af høj standard. Kort sagt vil vi gerne gøre en forskel. Dette har også været vores udgangspunkt i forbindelse med lanceringen af ”Løgismose Udvalgt” i Netto.
Derfor tester vi samtlige produkter i et kompetent smagspanel bestående af kokke, producenter, indkøbere mm. Inden vi beslutter os for om et produkt slipper gennem nåleøjet. I forbindelse med pølserne var samtlige glade for resultatet. Ikke mindst Nettos kunder har taget virkelig godt imod varen, som vi ved flere lejligheder har fået rigtig god respons på.
Pølserne får vi fremstillet hos en producent som arbejder ud fra vores opskrift. Dvs. at de forskellige kødudskæringer som bruges til pølserne er decideret bestilt hjem til dette formål, og ikke som i mange andre tilfælde fremstillet af overskudskød fra anden slagteriproduktion. Det konkrete indhold af kød, som du stiller spørgsmålstegn ved, er afstemt efter f.eks. hvor meget bouillon de tørrede æbler optager. Netop denne afstemning mellem kød, tørrede krydderier, bouillon osv. har givet os et produkt, som vi mener passer godt ind i vores parametermix, hvor vi bla. udover smag og håndværk, naturligvis også må forholde os til en realistisk udsalgspris på detailmarkedet.


Jeg håber at ovenstående giver dig svar på din henvendelse, ellers er du naturligvis meget velkommen til at kontakte mig.

Med venlig hilsen/Best regards
Anders Vald
Løgismose Gourmet A/S
Ny Vestergade 2 - 4
5672 Broby
Mail. anders@loegismose.dk
Our family:
www.falsledkro.dk www.loegismose.dk
www.konghans.dk www.summerbird.dk

...og så var vi pludselig i dialog, Anders & Anders. Herligt. Og jeg fik jo mit svar. "Der er vand i pølsen, for at gøre den tilstrækkelig billig, og så skal den smage nogenlunde". Sådan læser jeg det ihvertfald, når jeg har de sure briller på. Men den gode Anders nærmest opfordrede mig til at kontakte ham igen, så det gjorde jeg:

Kære Anders,
Tak for svaret, og alt forladt omkring den forsvundne mail. Det kan jo ske. Jeg synes stadig ikke, at pølserne lever op til den kvalitet jeg forventer af Løgismose som brand, men mine forventninger kan selvfølgelig være for høje :-). Men da jeg er tilhænger af en konstruktiv tilgang til ting, der generer en, melder jeg mig hermed gerne til et evt. smagepanel, hvis der da er aktiviteter her på Sjælland(eller det iøvrigt passer i mit kram).


Jeg har brugt de sidste 30 år af mit liv på at nyde at spise og drikke, og skal nok give konstruktiv kritik.


Jeg modtager også gerne vareprøver til anmeldelser på min blog.


mvh Anders

"Vente.....vente.....vente..................................................................................."

Det lader ikke til, vi snakker sammen længere, Anders og jeg.





6 kommentarer:

Michael sagde ...

Trist at fødevareindustrien i stadig højere grad handler om profitmaksimering, men super at der er nogen til at påpege det!

Sune sagde ...

Hej Anders

Det er første gang i dag, at jeg har mæsket mig med din blog, og det var bestemt et godt måltid! Vil du genskabe tilliden til Løgismoses gastronomiske dømmeevne, så prøv deres koldskål smagt til med vanilie og hyldeblomst fra samme serie. Det er, i modsætning til de vandpumpede pølser, et ganske hæderligt produkt.

Kasper Bergholt sagde ...

Det er et ret interessant emne, du kaster lys over, synes jeg.

Jeg har også gået og luret lidt på alle de Løgismose-produkter, der er dukket op i min lokale Netto.

Pølserne har jeg faktisk smagt, og jeg fandt dem i orden; men heller ikke mere.

Når det er sagt, så skaber det noget brandforvirring helt klart.

Falsled Kro og Kong Hans i samme kontekst som Netto gi'r altså bare kognitiv og emotionel dissonans.

Jeg tror dog, at brandet kan bære det, selv om mange nok vil føle sig lidt snydt, når de køber en Locret 1. cru (Falsleds Kros huschampagne) til mange penge på Fyn og meget færre penge i den lokale Netto (og den har været dér).

Jeg havde lidt det samme forbehold overfor Falsleds Kros gårdbutik, da jeg var forbi sidste år. Det virkede forkert, at kunne købe den spanske grenachebaserede vin, der blev serveret til tasting menuens hovedret til omkring 150 kroner flasken næste dag i gårdbutikken.


Alt godt,

Kasper

Lars sagde ...

Hej Anders,

Jeg synes nu løgismose svarer sobert, og jeg kan godt forstå deres argumentation. Jeg ville nok have brugt æblestykker i pølsen, så vandet ikke skulle stå på ingredienslisten.

Det er i mine øjne en farlig rute at gå ud af, når man har så godt et brand som Løgismose, men de har nok vurderet at pølserne trods alt var bedre kvalitet end hvad der ellers findes på markedet (og så må det være godt nok).

AHJ sagde ...

Hej Lars,
Jeg synes også at svaret var sobert, men skuffende(ligesom pølsen). Og min kritik går, som du selv nævner det, mest på at Løgismose devaluerer sit kvalitetsbrand. Og det synes jeg er ærgrerligt

vagn hansen sagde ...

fra Vagn Hansen
Jeg har netop i dag studeret Løgimose pølser i Netto, og fandt ulovlig markedsføring. Fedtindholdet i det tilsatte "kvalitetskød" oversteg markedsføringsreglerne, som foreskriver at svinekød må indeholde 30% fedt, men oksekød må "kun" indeholde 25% fedt. Der manglede 2% kød for at mærkningen var ok. Ellers skulle fedt være deklareret. Til orientering indholder rå stegeflæsk ca 30% fedt, men rå bacon kun 25% fedt.
Løgimose netsætter kødindholdet for at holde fedtprocenten og prisen nede på kun ca 90 kr/kg. Til sammenligning indholder røget filet fra Aldi ca 2-3% fedt og har en kgpris på ca 75 kr