Tuborg er Tuborg værst

Tuborg! Et stykke dansk kultur og ølhistorie. Førhen et stort brand, også i udlandet, men De Forenede har valgt Carslberg som det globale brand, hvorimod Tuborg står for....ja, for hvad? Det gamle ølbrand lider nemlig af noget af en identitetskrise hvis du spørger mig. Lad os kigge lidt på på produktporteføljen. Der er Grøn Tuborg og Classic. To meget gennemsnitlige produkter som alle kommercielle bryggerier tilbyder i næsten lige kedelige versioner(Ceres Royal serien har dog de dårligste). Generationen, der bildte sig ind, at der var stor forskel på Hof eller Tuborg er ved at være væk, og drikker formentlig ligeså ofte supermarkedernes egne brands som Carlsberg eller Tuborg.


Så er der et par guldøl, som mest henvender sig til små- og storalkoholikere, bænkebumser og vagabonder. Det er ihvertfald længe siden, jeg har set en andre steder end i hånden på en af førnævnte.(note to self: skriv artikel om retroguldøl).


Så er der en superlight, alkoholfri øl, som sikket har en pæn andel af dét marked. Og så nogle sæsonøl, der altid hypes som var det amerikanske superstjerner og gør gymnasie-elever sanseløst berusede og lidt for voldelige, men i min sofistikerede og snobbede øl-optik er det bedste ved Tuborg Julebryg altså rensdyr-reklamen. Den holder til gengæld endnu.


Og så er der Tuborgs altid kluntede forsøg på at erobre markedsandele hos ikke-øldrikkere, fx kvinder eller "unge mennesker"(læs: "Breezer-typer"). Nogle læsere kan måske huske Tuborg Twister, en fuldstændigt smagsløs café-fadøl med den lille gimmick, at den skulle tilsættes et skud farvet sirup(der var tre forskellige). Et kikset forsøg på at efterligne en Berliner-weisse mit schuss. Så var der relanceringen af Rød Tuborg, der kørte som russisk KGB-reklame, ingen rigtigt forstod(men øllen er dog ok og brygges stadig lejlighedsvis.) Så var der blå og hvid Tuborg, der røg ud i glemslen hurtigere end du kan stave til farvel. Så var der T-beer, der kom i en designlækker kromagtig dåse, henvendte sig til ungdommen og udmærkede sig ved at smage som at stikke en nøgen arm ind i et mørkt værelse.
I det nuværende sortiment er der Tuborg Lite, "med masser af Grøn Tuborg smag, men 30 % færre kalorier" som hjemmesiden praler med. Med andre ord, til dig, der er lidt for tyk, men stadig gerne vil drikke en kønsløs øl. Jo, det skal nok blive et hit.


Og ved siden af mig står nu en Tuborg Lime, der tydeligvis henvender sig målrettet til de Corona-drikkere, der gerne vil slippe for besværet med at skære en limefrugt i både, og placere den i flaskehalsen. Man aner tumultagtige scener hos købmanden, når publikummet kæmper om deres ration(sarkasme anvendt).


Jeg har i skrivende stund ikke smagt den, men det sker NU. Vent lidt, mens jeg tager mod til mig.

Jeg nupper den første tår lige ud af dåsen. Den lægger en underlig hinde over tungen, og smager ikke af alverden. Men den skal sgu anmeldes ordentligt, så jeg finder et Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru glas frem. Et nådesløst glas, der udover at være designet til at få det bedste frem i cabernet også afslører alle fejl og eksponerer underlige dufte i stort set alt.

Jeg prøver at lugte. Næsen byder på industrigær, et lille whiff af kostald og en sødlig maltprut. I munden er øllen underligt sød, den forventede limesmag udebliver og resultatet er ligeså frygteligt som forventet. Endnu en møgøl fra Tuborg. Som i "virkeligt elendig".

Problemet er, at Tuborgs marketingsafdeling for guderne må vide hvilken gang har fokuseret ensidigt på målgruppe og kampagneteknikker og fuldstændigt ignoreret betydningen af kvaliteten af produktet. Det er den store fællesnævner for denne øl, blå og hvid tuborg, T-beer og Twister. Et rædselskabinet af dårlige øl, lanceret i massive reklamekampagner og derefter forsvundet ud i glemslen. Det sker også for Tuborg Lime. Hvis du kan finde den i butikkerne næste sommer, så giver jeg en øl. En rigtig én.

Tuborg Lime er brygget i Litauen og består af bygmalt, glukosesirup, glucose-fruktosesirup, limejuice, humleekstrakt og naturlige aromaer.

Skål, og god sommer.