Husbryggeriet Jacobsen, der er Carlsbergs eksponent for og producent af kvalitetsøl barslede sidste år med noget af et prestigeprojekt, nemlig øl-trilogien Vintage 1,2 og 3. Øl brygget efter princippet ”no expenses spared” og et forsøg på at bevise, at øl kan det samme som vin, og også være ligeså eksklusivt. Og eksklusivt, som i ”forbeholdt de få” er det i hvert fald, da prisen på 2008 kroner for sidste års øl må forventes at sætte en vis begrænsning på efterspørgslen, hvilket er godt det samme, da der kun er lavet 600 flasker af øllet.Ligesom bedre vine, er øllene ligeledes lagret på nye egetræsfade(fra Bourgogne), og en udvalgt kunstner har fået frit slag til at forestå etiket-udsmykningen.
Inden jeg tog til Valby Bakke, havde jeg gjort mig nogle tanker om problemstillingen i projektet. Giver det mening, at lave øl, der er ligeså dyr som nogle af verdens bedste vine? En høj vinpris er jo både et udtryk for ”et godt år”, en god kvalitet, og dernæst et begrænset udbud. Der findes kun ”såmange” flasker Romanée Conti 2002, og når de er drukket, kommer der aldrig flere. I hvert fald ikke af den årgang, og dermed afspejlingen af netop det år. Men med øl er der ikke de samme begrænsninger. Når først man har besluttet hvilken øl man vil lave, kan man blot indkøbe ligeså mange råvarer, der skal til. Og man kan gentage processen, hvis efterspørgslen kræver det. Så skal man konkurrere med vin på den eksklusivitet et begrænset udbud medfører?
Et andet potentielt irritationsmoment for mig er selve prisen. For det første synes jeg, det er fjollet at matche prisen til årstallet. Hvis prisen er reel, så land den dog på 2000 eller 2138,75 eller 1957,95 eller alt andet.......så vi slipper for at spekulere over om prisen mon blev 500kroner for høj eller 50 kroner for lav.
For er prisen reel? Tjaaaah, hvis vi bare kigger på råvarer og flaske, er det umuligt at få øllet op i de luftlag, og selvom der er indkøbt nye egefade fra Bourgogne, kan det med selv min mest pessimistiske hovedregning ikke gøre øllet mere end 15-20 kroner dyrere per flaske. Men så har de to etiketudsmykkende kunstnere vel også fået deres, og i mandetimer er det jo svært at afgøre hvad der skal tælle med blandt omkostningerne. Og er prisen overhovedet interessant? Nej, egentligt ikke, men mere om det senere. Øllene, til gengæld, er vældigt interessante.
Jacobsen Vintage Nr. 1 (en barley wine):
Denne øl er brygget med udgangspunkt i en tidligere Jacobsen Limited Edition øl, som jeg dengang roste til skyerne i hedengange Vinmagasinet. Og i de nye kejserlige klæder er det bestemt stadig en fremragende øl. Næsen er fuld af både frugtige toner, sødmefuld malttyngde og lagringen på nyt, fransk egetræ er også tydelig at spore. Og hvor vin ofte får spoleret næsen af nyt træ, tilføjes øllet her et klædeligt aromatisk udtryk, det ville have været svært at brygge sig til uden.
Munden er umiddelbart tung af sødme, kulsyren er næsten væk, men de rigelige mængder alkohol samt en bitter finale leveret af Perlehumle(Ja, ”Perle”, blev der sagt!) holder tilsammen øllen i fin balance. Smagt her cirka et år efter frigivelsen er det en stor fornøjelse at sætte tænderne i denne øl, som jeg i kulinarisk sammenhæng gerne ser erstatte portvin til et ostebord, eller ledsage desserter såsom creme brûlée eller lignende. Meget flot øl.
Jacobsen Vintage Nr. 2 (en imperial stout):
Her er der taget udganspunkt i en imperial eller Østersøstout, en øltype der blev fremstillet til Zarina Katarina den Store, og blev brygget godt op i procenter for at tåle sørejsen. Og hellige makrel, hvor er det en god øl. Næsen er et orgie af kaffe, chokolade og tørverøg, der på synergistisk vis komplimenteres fremragende af vanillesødmen fra egetræsfadet. Silkeblød på tungen, med et væld af sanseindtryk, lader den sig blidt slubre rundt på tungen, og intet forkert stikker ud. Her er perfekt balance mellem sødme, alkohol og bitterhed. Smuk, smuk øl, der på fornemste vis afslører at de endnu kan deres kram på Valby bakke, og hurra for det. Her er der ekslusivitet om den så var kommet på plåk-flaske(Hvor blev de egentligt af?)
Er øllene så pengene værd? Svaret er egentligt uinteressant, ligesom det er svært at afgøre om en Mouton 2005 er 8000 kroner værd. Hvis nogle vil betale prisen, og ikke bliver skuffet over oplevelsen, er det vel ok. Men, indrømmet, der findes en del temmeligt gode øl, som koster en hundrede-del af prisen for en Jacobsen Vintage. Omvendt er det i disse finanskrise tider meget forfriskende med en øl til godt 5.000 kroner literen. Skål, Stein Bagger!
Men jeg er nu lidt uforstående overfor markedsføringen af dette fornemme ølprojekt. Jeg synes det er ærgerligt, at både Carlsbergs egen markedsføring, samt det presse, projektet i øvrigt har fået, primært handler om prisen og de valgte kunstnere, i stedet for focus på hvad der rent faktisk gemmer sig i flaskerne, og i hvilken kulinarisk kontekst øllet hører hjemme.
For øllene er jo altså hamrende gode, superspændende, og formentligt også lagringsegnede, og idéen med at battle med vin er egentligt også god, og så får det hele lov at drukne i lyserøde kunstner-elefanter, ”Skandinaviens dyreste øl”-prædikater og sure Søren Frank-blogs, hvilket ikke er den skæbne, disse øl har fortjent. Tænk blot på alle de mislykkede Tuborg-tiltag hvor fokus udelukkende lå på facade og kundegrupper, jeg nævner i flæng hvid og blå Tuborg, T-beer og Tuborg Twister. Det er øllene her altså alt for gode til.
Jeg håber for alle øl-afficionados, at dette projekt med tiden får lov at lande på lidt mere beskedne ben. Tænk, hvor fantastisk det ville være med en serie kompromisløse bryg af klassiske øltyper fra Jacobsens hånd i prisklassen 50-500 kroner. De skulle nok få ben at gå på, og kunne passende hive tæppet væk under nogle af de efterhånden talrige mikrobryggerier, der ”bare rider med på bølgen” frem for at koncentere sig om øllet i flasken. Ligesom Jacobsen har gjort med Vintage 1 og 2. Så de blev værd at skrive hjem om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar