Ja, lige akkurat. Bare en hurtigt flyvetur henover tasterne, inspireret af den øl, der røg i glasset mens seneste surdej blev sat til hævning. "Mjølner" fra Herslev Bryghus, tæt på Roskilde. "Mjølner" er en årgangs barley wine, hvilket i nemt fordøjelige vendinger er en hamrende kraftig øl lavet på det bedste af bedste, lagret længe og med gemmepotentiale. I drikkende stund er der tale om en smuk, palisanderfarvet øl brygget i 2006, tappet i 2007 og nu i handelen. Den har en indbydende, cremet næse med duft af gylden karamel, honning og nymalet kaffe. Munden er utroligt fyldig og fløjlsblød, sødlig men afsluttende med lidt brændte og bitre toner. Hvis du endnu ikke har drukket øl i 2009, og gerne vil starte fra toppen, så køb "Mjølner", hvis du render ind i den. De 11% skal nok ramme som Thors håndværktøj lige i panden, hvis man(som jeg) venter med at åbne den til man er alene, men der er nydelse og kvalitetsglæde i hver centiliter. Drik den i små mundfulde af et stort vinglas eller en af de 80'er-yuppie-cognacbaljer som du godt ved tiden er løbet fra, men ikke nænner at smide ud fordi det var sgu meget fedt at sidde og rotere 5 cl druedestillat i et tulipanformet fodbad af bøhmerkrystal. Hvis du ved hvad jeg mener. Never mind, "Mjølner" holder 100, som det hedder på nudansk, og det var egentligt bare det, jeg ville sige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar