Hvis man indimellem trænger til et lille afbræk i hverdagen, gerne vil have et godt måltid mad og snyde sig selv til fornemmelsen af ferie, er det en god idé at køre en tur over Øresund og udforske det sydlige Sverige.
For nylig havde jeg selv fornøjelsen af at frekventere Ängavallen, en gammel gård fra 1800 tallet, der nu er hotel, restaurant og konferencecenter. Men ikke nok med det. Ängavallen har sit eget opdræt af svin/lam/kvæg, alle gamle svenske landracer, sit eget slagteri og en gårdbutik der sælger fersk kød og charcuteri. Altsammen er 100% økologisk, hvilket også gælder vin og øl på restauranten. Gennemført, med andre ord, på både ideologi og kvalitetssiden.
Jeg har oplevet en del seminar- og konferencesteder gennem tiden, og det er desværre de færreste, der byder på gode kulinariske oplevelser. Som regel er menuerne beskrevet i maleriske vendinger, og retterne er prætentiøst anrettet, men det er som regel "ingenting, sat op med roser" når man først får sat gaflen og tænderne i.
På Ängavallen, hvor jeg var i forbindelse med en firmajulefrokost, viste det sig heldigvis at være anderledes. Vi indledte ballet med et glas cava fra bodega Albet i Noya i Penedes. Ren elegant næse, fine bobler og velstruktureret mund med afstemt syre. Lige til den lette side, men et fint glas. Bænket ved bordet begyndte vi med en forret bestående af tre variationer af laks. Gravad, citrusmarineret og varmrøget, med tre forskellige dressinger til. En rævesovs på grovkornet sennep, lakserogn i fløde og en peberrodscreme. Dertil fine små hjemmebagte brød og knækbrød. God, simpel ret og pænt anrettet på nær en noget umotiveret dusk feldsalat, der lignede noget, der ikke følte sig hjemme, og heller ikke bidrog med noget til retten udover at tilfredsstille køkkenets trang til at pynte med lidt grønt. Never mind, det smagte helt fint.
Hovedretten bestod af kalv fra egen avl, som henholdsvis filet og pølse, serveret med nænsomt tilberedte rodfrugter, en kartoffel millefeuille og en lys jævnet sovs. Fremragende kød, tydeligvis velhængt i en sådan grad at det næsten duftede af vildt, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået kalv, der smagte af så meget. Den usandsynligt velsmagende pølse var med masser af kød, og tilsmagt med citron og peber. Garnituren var ikke uforglemmelig, men var veltilberedt og i orden. Og så behøver man ikke altid den store opfindsomhed. Hvidvinen til forretten og rødvinen til hovedretten var begge ligeledes fra Albet i Noya og udmærkede begge to. Hvidvinen var et blend af chardonnay og xarello, hvilket gav en fin kombination af sprødhed og fylde. Den røde var på tempranillo og garnacha(grenache), duftede af sorte bær og tobak og var lækker og ukompliceret at drikke. Og, ikke mindst, serveret ved korrekt temperatur, hvilket selv bedre restauranter forsømmer sig imod alt for ofte. Så tak for det.
Desserten bestod af et tag selv bord med et ikke uanseeligt udvalg af bagværk og petit four, suppleret med den svenske version af risalamande der adskiller sig fra vores hjemlige ved ikke at indeholde mandler, smager af kanel, og serveres med jævnet saft. Altsammen veludført og velsmagende ligesom det tilhørende glas senthøstede østriger, vis drue og producent desværre undslap mig.
Og så var kaffen god, hvilket næsten var den største overraskelse. Det er de færreste termokande-anrettede kaffer der bidrager med andet end et halvsurt koffeintilskud, men denne kaffe var ikke bare drikkelig, men ligefrem velsmagende. Og det er store ord fra en halvgnaven, hjemmeristende kaffesnob. Så tak for den også.
Alt i alt var besøget på Ängavallen en ualmindelig dejlig overraskelse, og det skal ikke vare særligt længe før jeg skal besøge stedet igen. Om ikke andet, så for at besøge gårdbutikken og fylde bilen op med kød(og MASSER af kalvepølse), og trænger du til et lille afbræk i juleræset vil jeg anbefale dig at gøre det samme. Jeg har hørt, at deres store julebuffet også er god.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar