Sommer i Stavanger. Madfestival. Masser af boder, brune ben og glade ansigter. Det er svært at bevare det dårlige humør fra i går med så mange glade mennesker omkring sig. Og aftenens middag er booket i et telt hos "Extreme Dinners", der byder på "Menu Arrabiata". 16 små serveringer og en tilhørende vinmenu på 7 glas. Og det hele(nej, ikke vinen) foregår på skeer, som publikum håndfodres med.
Vi bliver bænket i et lille telt med plads til 40-50 mennesker. Omkring små runde caféborde og på fløjlsklædte sofaer. Hyggelig loungemusik i baggrunden, sol i ansigtet og et glas champagne fra Gaidoz-Forget i hånden. Det føles helt ok. Så ankommer to tjenere til bordet, en herre og en dame. De krydsfodrer vores selskab bestående af 2 par med en ske bestående af løjrom med skalotte, kogt æggeblomme og skalotteløg. Det er en intim, og lidt grænseoverskridende oplevelse at lade et fremmed menneske skefodre sig, men det smager fortrinligt, og det er befriende at være fri for bestik og serviet og at have masser af plads på bordet. Inden vi når at dvæle mere ved det ankommer næste ske; terrine af foie gras med brændt figen. Klassisk og velsmagende, og champagnen klarer lige akkurat skærene.
Det er faktisk en ret fed fornemmelse, det her. Jeg sidder bare og sipper vin, kigger min kone dybt i øjnene, konverserer på hyggeniveau, og indimellem ankommer en bid mad. Kulinarisk Easy living.......
Ny vin ankommer, med underspillede toner af hyld. For subtil til at være sauvignon blanc, men kunne være colombard? I alle fald en rigtigt dejlig vin, der skal ledsage de næste to skeer. Holtefjell-ost med solbærblad og syltetøj og tatar af røget laks med grøn peber, syltet agurk og creme fraiche. Åhhh, det er sateme i orden. Syltetøjet forsøger at tage pippet fra vinen, men never mind, osten er super, og den efterfølgende ske med laks er bare i orden. Jeg sanser en stigende fornemmelse af beruselse, og det er ikke bare vinens skyld. Det her holder!
Vi drikker ud, og ny vin i nye glas arriverer. En skøn grüner veltliner fra Markus Huber, der får mundvandet til at drive med sin sarte næse og udtalte mineralitet. Hit me, baby!
Vi skal ikke nøjes med vin, der er flere skeer i farvandet. En glemt 80'er klassiker, rejecocktail med thousand island dressing efterfulgt af pocheret jomfruhummer, rodfrugter og kold hummersauce. Jeg opgiver at analysere hver enkelt mundfuld ihjel, og læner mig blot tilbage i hedonistisk velvære. Kom bare an.
Vi tømmer endnu en gang glassene og får den erstattet med endnu en østriger, riesling Federspiel 2007, Wachau. Meget floral og super delikat vin. Den skal battle med 2 skeer bestående af kammusling-porre-velouté og blåmusling-gremolata-ingefær- spidskommen. Shit, det er fedt, alle mennesker er smukke, og alt smager godt. Vi dvæler lidt ved sidste indtryk, tømmer glassene, og kigger os lidt omkring. Teltet syder af velvære. Og pludselig går Le Chef, Kjartan Kjetland himself op til stereo-anlægget og skruer godt op for den mellemøstlige loungemusik. Upassende? Ikke spor. Det giver energi, og vi trænger til et gastronomisk mellemrum. Det får vi også. Ind i teltet træder en mavedanser, der med smukke sensuelle bevægelser får både glas og øjenlåg til at klirre begejstrede i det åbne telt. Udenfor stopper andre publika op og kigger, og vi på første række føler os virkeligt priviligerede. Jeg må kaste de sidste "anmelder-fornemmelser" fra mig, og bare suge til mig af positive indtryk.....der er oceaner af magi i luften, og det skal nydes i fulde drag.
Sommer, sol, Stavanger, mavedans, knivskarpe vine og præcist definerede små madoplevelser. Ohhh yes!!!!. Pausen
er forbi, mavedanseren forlader os med et fingerkys, mændene sukker vemodigt og kvinderne ånder i det skjulte lettet op. Mere vin og mere mad. "Bollinos", klipfiskeboller med aioli og soltørret tomat, Havtaske("Breiflabb" på norsk) med basilikumkartoffel og rødvinssauce, og sluttelig konfiteret kylling, ærtepuré, pinje og hvidløgssky. Vinen? En supersaftig ukompliceret saliverende Valpolicella 2006 fra Brigaldara, der klarer alle tre skeer glimrende. Og Kjartan, kig bare forbi en anden gang med den der breiflabb. Den var superb.
Men aftenen topper først nu. Næstsidste vin ankommer, "Els Guiamets Isis 2005" fra Montsant i Spanien. Og hvis jeg ikke var begejstret før(men det var jeg), så bliver jeg det nu. Kølig i glasset(og takk for det), med frugtig næse, en antydning af fad og god balance i munden, var det lige hvad vi trængte til. Vinen skal ledsage de sidste tre skeer inden desserten, men den holder i mit glas kun lige til første ske; Andebryst, havsalt og bagt Dulcita-tomat. Andebrystet er supermørt, tomaten perfekt sursød og vinen er væk inden jeg får set mig om. Den smilende tjener finder dog et par ekstra dråber inden hun ankommer med næste ske; braiseret lammebov, aubergine, oliven og rosmarinsky. Ultramørt og veltilberedt lam(undskyld Madeleine, men jeg er stadig lidt skuffet), og skeen er essensen af Middelhavsstemning. Sådan!.
Vi forsøger at gemme lidt vin til sidste ske, og det lykkes lige akkurat. Peberbøf "Mosimann", svamp, flødekartoffel og pebersauce, altsammen på én ske. Det er næsten som at være astronaut. Men det smager garanteret hundredefold bedre, og sætter et fint punktum for denne aftens salte køkk
en.
Men selvfølgelig skal vi have et par dessert-skeer til sidst. Den første består af friske bær, hindbærsauce, vanillecreme og pistachie hurtigt efterfulgt af en simpel, men virkeligt velsmagende ske med banan, lime og revet chokolade. Begge skeer ledsages af en beerenauslese fra Domaine Wachau og den er der heller ikke en finger at sætte på.
Sikke en aften! Vi er i den grad høje, og den endnu lyse sommeraften kalder og lytter til vores krav om mere sanselighed beruselse og forkælelse. Kjartan Kjetland og hans crew har kastet den kulinariske magi lige i ansigtet på os, og den gode stemning holder til langt ud på natten....
Tak Norge, Stavanger og......Chef.
Vi bliver bænket i et lille telt med plads til 40-50 mennesker. Omkring små runde caféborde og på fløjlsklædte sofaer. Hyggelig loungemusik i baggrunden, sol i ansigtet og et glas champagne fra Gaidoz-Forget i hånden. Det føles helt ok. Så ankommer to tjenere til bordet, en herre og en dame. De krydsfodrer vores selskab bestående af 2 par med en ske bestående af løjrom med skalotte, kogt æggeblomme og skalotteløg. Det er en intim, og lidt grænseoverskridende oplevelse at lade et fremmed menneske skefodre sig, men det smager fortrinligt, og det er befriende at være fri for bestik og serviet og at have masser af plads på bordet. Inden vi når at dvæle mere ved det ankommer næste ske; terrine af foie gras med brændt figen. Klassisk og velsmagende, og champagnen klarer lige akkurat skærene.
Det er faktisk en ret fed fornemmelse, det her. Jeg sidder bare og sipper vin, kigger min kone dybt i øjnene, konverserer på hyggeniveau, og indimellem ankommer en bid mad. Kulinarisk Easy living.......
Ny vin ankommer, med underspillede toner af hyld. For subtil til at være sauvignon blanc, men kunne være colombard? I alle fald en rigtigt dejlig vin, der skal ledsage de næste to skeer. Holtefjell-ost med solbærblad og syltetøj og tatar af røget laks med grøn peber, syltet agurk og creme fraiche. Åhhh, det er sateme i orden. Syltetøjet forsøger at tage pippet fra vinen, men never mind, osten er super, og den efterfølgende ske med laks er bare i orden. Jeg sanser en stigende fornemmelse af beruselse, og det er ikke bare vinens skyld. Det her holder!
Vi drikker ud, og ny vin i nye glas arriverer. En skøn grüner veltliner fra Markus Huber, der får mundvandet til at drive med sin sarte næse og udtalte mineralitet. Hit me, baby!
Vi skal ikke nøjes med vin, der er flere skeer i farvandet. En glemt 80'er klassiker, rejecocktail med thousand island dressing efterfulgt af pocheret jomfruhummer, rodfrugter og kold hummersauce. Jeg opgiver at analysere hver enkelt mundfuld ihjel, og læner mig blot tilbage i hedonistisk velvære. Kom bare an.
"...mændene sukker vemodigt og kvinderne ånder i det skjulte lettet op
Vi tømmer endnu en gang glassene og får den erstattet med endnu en østriger, riesling Federspiel 2007, Wachau. Meget floral og super delikat vin. Den skal battle med 2 skeer bestående af kammusling-porre-velouté og blåmusling-gremolata-ingefær- spidskommen. Shit, det er fedt, alle mennesker er smukke, og alt smager godt. Vi dvæler lidt ved sidste indtryk, tømmer glassene, og kigger os lidt omkring. Teltet syder af velvære. Og pludselig går Le Chef, Kjartan Kjetland himself op til stereo-anlægget og skruer godt op for den mellemøstlige loungemusik. Upassende? Ikke spor. Det giver energi, og vi trænger til et gastronomisk mellemrum. Det får vi også. Ind i teltet træder en mavedanser, der med smukke sensuelle bevægelser får både glas og øjenlåg til at klirre begejstrede i det åbne telt. Udenfor stopper andre publika op og kigger, og vi på første række føler os virkeligt priviligerede. Jeg må kaste de sidste "anmelder-fornemmelser" fra mig, og bare suge til mig af positive indtryk.....der er oceaner af magi i luften, og det skal nydes i fulde drag.
Sommer, sol, Stavanger, mavedans, knivskarpe vine og præcist definerede små madoplevelser. Ohhh yes!!!!. Pausen
er forbi, mavedanseren forlader os med et fingerkys, mændene sukker vemodigt og kvinderne ånder i det skjulte lettet op. Mere vin og mere mad. "Bollinos", klipfiskeboller med aioli og soltørret tomat, Havtaske("Breiflabb" på norsk) med basilikumkartoffel og rødvinssauce, og sluttelig konfiteret kylling, ærtepuré, pinje og hvidløgssky. Vinen? En supersaftig ukompliceret saliverende Valpolicella 2006 fra Brigaldara, der klarer alle tre skeer glimrende. Og Kjartan, kig bare forbi en anden gang med den der breiflabb. Den var superb.Men aftenen topper først nu. Næstsidste vin ankommer, "Els Guiamets Isis 2005" fra Montsant i Spanien. Og hvis jeg ikke var begejstret før(men det var jeg), så bliver jeg det nu. Kølig i glasset(og takk for det), med frugtig næse, en antydning af fad og god balance i munden, var det lige hvad vi trængte til. Vinen skal ledsage de sidste tre skeer inden desserten, men den holder i mit glas kun lige til første ske; Andebryst, havsalt og bagt Dulcita-tomat. Andebrystet er supermørt, tomaten perfekt sursød og vinen er væk inden jeg får set mig om. Den smilende tjener finder dog et par ekstra dråber inden hun ankommer med næste ske; braiseret lammebov, aubergine, oliven og rosmarinsky. Ultramørt og veltilberedt lam(undskyld Madeleine, men jeg er stadig lidt skuffet), og skeen er essensen af Middelhavsstemning. Sådan!.
Vi forsøger at gemme lidt vin til sidste ske, og det lykkes lige akkurat. Peberbøf "Mosimann", svamp, flødekartoffel og pebersauce, altsammen på én ske. Det er næsten som at være astronaut. Men det smager garanteret hundredefold bedre, og sætter et fint punktum for denne aftens salte køkk
en.Men selvfølgelig skal vi have et par dessert-skeer til sidst. Den første består af friske bær, hindbærsauce, vanillecreme og pistachie hurtigt efterfulgt af en simpel, men virkeligt velsmagende ske med banan, lime og revet chokolade. Begge skeer ledsages af en beerenauslese fra Domaine Wachau og den er der heller ikke en finger at sætte på.
Sikke en aften! Vi er i den grad høje, og den endnu lyse sommeraften kalder og lytter til vores krav om mere sanselighed beruselse og forkælelse. Kjartan Kjetland og hans crew har kastet den kulinariske magi lige i ansigtet på os, og den gode stemning holder til langt ud på natten....
Tak Norge, Stavanger og......Chef.
1 kommentar:
Skøn anmeldelse! Efterlod mig skrupsulten, storsmilende og med en plet på stolen. Jeg vil også til Stavanger (tænk, at jeg nogensinde skulle sige det) og mades med skeer (har jeg sagt så tit)! Flot!
R
Send en kommentar