søndag den 12. oktober 2008
Charmerende Chablis
En af de fascinerende ting ved vin er, at der uendeligt meget at smage. Man bliver aldrig færdig. Og selvom man som vinskribent smager rigtigt mange vine i løbet af et år bliver man stadigt overrasket, både negativt og positivt. Sidstnævnte var tilfældet da jeg i fredags var til smagning hos Compagniet, der havde inviteret tre vinproducenter til at præsentere et udvalg af deres vine på Restaurant Luns.
Her startede jeg med at sætte tænderne i en række vine fra Chablis-huset Domaine Alain Geoffroy, hvis vine viste sig at være ualmindeligt velsmagende, og tilmed yderst rimelige i pris. Kan man forlange meget mere? Her følger mine umiddelbare indtryk:
Bourgogne Chardonnay 2007: Husets generiske bourgogne, og således ikke en Chablis. Nydelig vin, med fin, ren og frisk næse. Velstruktureret mund, spændstig, læskende og møgbehagelig. Det smager både af bourgogne og chardonnay, og så til 60,- kroner flasken. Røverkøb!
Chablis 2007: Frisk syrlig æbleduft i næsen. Kølig mineralsk og ren stil. Udpræget chablis i ukompliceret stil, og meget anvendelig. Koster 80,- hvilket også er et rigtigt godt køb.
Chablis 1er cru Beauroy 2004: Meget åben næse med begyndende tegn på modenhed. Fin duft af hvide blomster. Smuk drikkemoden vin, til en meget fair sum af 120,- kr.
Chablis 1er cru Beauroy 2005:Kalket, tør næse. Ekstrem stram mund med intens syre. God frugtig fylde. Vedholdende finale. Dejlig vin tilsamme pris som 2004.
Chablis 1er cru Fourchaume 2006: Ndeligt floralt parfumeret næse, knivskarp mund med masser af mineralitet. Fyldig fuldblodschablis til 140 kroner.
Chablis Grand Cru Les Clos 2006: Noget lukket næse med lidt syrlig æble, og et lille pift af nyt fad?. Munden er mest præget af en intens ren syre, men det er barnemord at drikke denne Grand Cru nu. Stort potentiale, som man dog ikke kommer gratis til. Den koster 350,-.
Der er masser af drikkeglæde i vinene fra Geoffroy, og der er masser af vin for pengene, især på de billige rækker. Så hvis der er gået for længe siden din sidste gode chablis-oplevelse var det måske en idé at lægge vejen forbi Solrød.....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar