Gastrorgasme!.......og med vin til

Det er svært at skrive denne artikel, når ens arme befinder sig strakt over hovedet. Men jeg har været på Herman hos Nimb. Og det giver kulinarisk genlyd endnu.
Anledningen var en invitation fra den østrigske ambassades handelsafdeling, der havde indbudt vinpressen til smagning af vine fra Steiermark, dernæst middag med ledsagende vine fra Østrig.
Smagningen først. Østrigsk vin har nået et tårnhøjt niveau. Og østrigerne gider ikke høre mere om årtier gamle kølevæske-skandaler, de vil videre. Vi smagte 15 vine, heraf langt de fleste lavet på sauvignon blanc. Dette, i anledning af at Østrig i år var vært for the World Sauvignon Congress, der blev afholdt i Steiermark, hvorfra de bedste østrigske eksemplarer kommer. Og lad det være sagt med det samme. Jeg faldt pladask for vinene. Smukke rene næser, der nok dufter af sauvignon i form af hyld, stikkelsbær osv. men også har en terroirbetinget egenduft, oftest i form af pomelo eller fersken. Stilmæsigt ligger vinene imellem de meget mineralske franske fra Loiredalen, og de mere eksotisk-aromatiske versioner fra New Zealand, og de lander altså perfekt i denne smagers mund. Særligt imponeret var jeg over Polz Sauvignon Blanc Therese 2007, der væltede ud af glasset med sin skolebogsnæse, en superstram mund med et retronasalt ferskenpræg og et skægt lille kaffepræg i finalen. Smuk vin, der med en intens syre holdt den lille smule restsukker på på plads. Et noget mere udfordrende glas var Tschermonegg Sauvignon Blanc Lubekogel 2007(ikke det mest forbrugervenlig navn).... Her var næsen mere herbal og munden præget af et let tannisk bid, der antyder en vis skindkontakt under vinifikationen. Ikke en vin for hvemsomhelst, men en forfriskende anderledes fortolkning af druen.
Ingen af vinene er desværre at finde i Danmark, og jeg kan kun opfordre diverse importører til at begynde at lede efter sauvignon fra Steiermark. Det er knashamrende godt.
Og nu til bords. Restaurant Herman leverede denne aften en af de mest helstøbte gastronomiske aftener jeg har nydt i nyere tid. Der var ikke en finger at sætte på aftenens præstation, hverken når det gælder mad, betjening eller omgivelser.
Vi indledte med et klimaks; Kammusling med krondild, urter og løg, samt en fantastisk sauce Hollandaise, her udført med brunet smør. Kammuslingerne var næsten rå, garnituren frisk og sprød og så denne ganeforførende fede umami-nøddeagtige sauce. Perfekt. Retten blev ledsaget af hele tre vine på druen grüner veltliner(Nej, ikke veltlinger som nogle skriver, og ja, v'et skal udtales som et "v" ikke som "f"). Alle var flotte, men jeg var gladest for Bernhard Ott's 2007 "Der Ott". Næste ret var Pigvar som brændende kærlighed, et perfekt stegt stykke fisk akkompagneret af kartoffelsabayonne, lardo og brændte løg. Smuk, morsom og velsmagende hyldest til det gamle danske husmoderkøkken. Hovedretten var Ungdue med svampecreme og ureter fra skoven. Jeg har aldrig fået saftigere duebryst, og så tillige smukt anrettet, vendt i kulørt brødkrumme og med spæde svampe. Mundvandet løber endnu, og jeg kunne snildt have spist en portion til(men havde nok fortrudt det). Vinene var nu røde, en vin lavet på ren blaufränkisch, nemlig Neusiedlersee-Hügelland Alte Reben 2003 der var kompakt men med fin ren frugt, samt en ældre sag Vereinte Winzer Blaufränkischland Arachon 1999 der nok havde et modent præg i næsen men stadig med spændstig syre i behold. Skønne vine, der de tungeknudebindende titler til trods fortjener at komme ud til et internationalt publikum.
Inden osten fik vi yderligere et par vine, en rigtigt dejlig pinot noir fra Schloss Halbturn med masser af personlighed og varietal karakter samt Gernot und Heike Heinrich Gabrinza 2005, et blend af blaufränkisch, zweigelt og merlot. Begge var fine.
Så ostetallerken med 6 forskellige oste, alle danske, alle med sin egen ledsager i form af frugtkompot, -gelé eller lignende, og alle veltemperede, modne og meget velsmagende. Og der var ikke leflet for den brede smag, sidste ost var således en potkäse på ren blåskimmel der nok kunne tage pippet fra den mere prosaiske ostespiser.
Desserten blev annonceret som "Sønderjysk kaffebord". Kaffen var fremragende, ledsaget af en "kaffepunch" med geleret kaffe og linieakvavit med en cremet skum på toppen, samt en lille kugle is med smag af kamille og kardemomme. Og kagerne bestod af miniatureudgaver af klassikere. her var således både hindbærsnitte, kiksekage og kartoffelkage, ialt en 7-8 stykker. Sjov og velfungerende idé. Vi supplerede kaffen med et par søde vine, nemlig noget så usædvanligt som en trockenbeerenauslese på chardonnay fra Angerhof Tschida, samt en welschriesling fra Triebaumer Günter und Regina, begge med et restsukkerindhold på ca. 190 g/liter. Det var sødt. For mig fungerede chardonnayen bedst, den anden var lidt skæv i næsen, men fine vine, som jeg gerne havde set allerede til potkäsen.....
På bundlinien er der blot at konstatere to ting. København har fået endnu et fantastisk spisested, hvor der bør falde en fransk stjerne eller to til foråret, og østrigsk vin fortsætter ukueligt op af sin kvalitetsbane.