lørdag den 12. december 2009

Coffea fækalus


Hvad f..... sker der for nespresso? Hurtigere end svineinfluenzaen har nespressobølgen bredt sig over hele verden, med en veltrimmet George Clooney som frontløber for en af de bedste markedsføringkampagner i nyere tid. Større kosmopoler har pludselig "nespresso flagship stores" liggende side om side med Prada, Gucci og alle de andre brands, og livstilsmagasinerne kæmper om annoncekronerne for et stadig stigende antal forskellige nespressomaskiner.
Men lad os lige slå en ting fast. Nespresso er i kaffegastronomisk kontekst et underlødigt produkt, der hører hjemme i samme produktsegment som nescafé, rød Gevalia og espressomaskiner til pods(omend der her findes enkelte seriøse produkter).
"lad mig bare føre kaffesnobarroganceflaget helt til tops. Folk, der synes at nespresso er god kaffe, aner ikke hvordan god kaffe skal smage.
Samtlige nespressomaksiner, uanset pris og fancy design har ét til fælles. De kan punktere en foliekapsel der indeholder et flydende kaffeekstrakt(patenteret, hvaba?) og blande det med varmt vand. Det er muligt, det kan give et hæderligt koffeinholdigt brunt fluidum, der sagtens kan drikkes, men det er og bliver lortekaffe på linie med førnævnte alternativer. Og lad mig bare føre kaffesnobarroganceflaget helt til tops(jo, smag kan godt diskuteres); folk, der synes at nespresso er god kaffe, aner ikke hvordan god kaffe skal smage.
Jeg har smagt nespresso adskillige gange, og konklusionen er den samme. På trods af et udbud af 16 Grand Cru (jo, det hedder de fandenfiseme) -varianter, smager de alle af gammel kaffe på den der letsøde neskaffe-agtige måde. Bestemt ikke udrikkeligt. Det smager bare ikke af kaffe, og slet ikke af god kaffe.
Man må for min skyld godt kunne lide nespresso. Jeg holder mig ikke selv for fin til at drikke frysetørret kaffe i ny og næ, men man skal bare ikke bilde sig ind, at det er fin kaffe. Det er bønnernes svar på Jakabov uanset hvor livsstilslækker maskinen ser ud. Punktum.
Selv det som regel seriøse og kompromisløse mandemadblad Gastro er i sit seneste nummer(og dårligste længe) faldet på halen for Clooney-bølgen med ordene "Vi ved det godt - espresso laves på en rigtig espressomaskine med tamper og det hele. Men orker man al den forberedelse og rengøring mere end den første uge! Nespressosystemet er forførende let"
Jeg græmmes. Hvad bliver det næste - en lovprisning af Knorr-supper? det tager jo så lang tid at tø en suppehøne op og koge den, orker man virkelig det?
Ja, supermarkedslyserødblævrendekøbesyltebilledvisende(s.21) Gastro, det orker man. Som med alt andet tilberedning af mad og drikke, så "orker man" hvis man vil have et ordentligt resultat. Hvis man vil have rigtig espresso, så kræver det en kaffemølle, en espressomaskine, en tamper, friskristet kaffe og tid til at lære sig baristahåndværket(og gøre rent efter sig). Hvis man er ligeglad, så kan man nuppe et convenience-produkt. Som nespresso. Det er helt ok med mig. Man behøver bare ikke at gøre en dyd ud af det.
PS: Billedet i toppen er af en rigtig espresso, med tamper, rengøring og hele gøgemøget.......




3 kommentarer:

Michael Holm-Jensen sagde ...

Har prøvet en enkelt kop nespresso og det var absolut ikke nogen kulinarisk oplevelse og mest af alt førte mine tanker hen på noget der ikke tåler gentagelse.
Kaffe skal som nydelsesmiddel, absolut fremstilles au naturelle og absolut ikke af halv-fabrikata

Krøltjart Fembul sagde ...

Jeg tror, jeg vil til at væve og sy mine bukser selv. Helst af hjemmehøstet bomuld. Det skal fanme være slut med halvfabrikata.

Morten P sagde ...

Hey faldt lige over dit indlæg.

Du ved uden tvivl mere om kaffe end mig, og der er vel ingen der forventer at nespresso kaffe er som den hjemmeristede af slagsen.

Jeg har dog en lille rettelse til dit indlæg, blot for at fakta er i orden, det er ikke et flydende kaffeekstrakt som er i kapslerne, det er alm. Kaffe pulver, altså tørt.

Dette ændre naturligvis intet for dig, men nu er fakta i det mindste på plads! :-)